Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Anspændt dag endte i dansk forløsning: "Vi skulle lige dumme os"

Ritzau
Sandra Toft var lettet efter kampen mod Polen.
Sandra Toft var lettet efter kampen mod Polen.Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Da de danske landsholdskvinder stod op lørdag morgen, var de i en position, hvor de teoretisk kunne ryge ud af VM lørdag aften.

Men katastrofen udeblev. Først fjernede Rumænien muligheden for dansk VM-eliminering med en sejr over Japan.

Og senere vandt Danmark meget overbevisende over Polen og revancherede sig efter fadæsen mod Japan i første mellemrundekamp.

"Vi skulle lige dumme os og sætte lidt pres på. Det var dumt mod Japan, men nu står vi i kvartfinalen, og det er trods alt det vigtigste," sagde en meget lettet Sandra Toft efter kampen.

Sammen med Trine Østergaard havde hun siddet på stikker, da Rumænien og Japan mødtes lørdag eftermiddag.

"Vi var glade for, at Rumænien vandt, men når de kun var bagud med en enkelt, røg pulsen lidt op, siger hun og erkender, at Rumæniens sejr gav hende og holdkammeraterne mere ro på, da de mødte Polen."

"Jeg tror, vi havde spillet på samme måde uanset hvad, men det var da rart. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var."

Hun beretter, at nerverne var en smule flossede i timerne op til de afgørende kampe.

"Det var lidt anspændt. Vi ville så gerne vinde den her kamp, og det sluttede med en dejlig lettelse, smil og glæde," siger Sandra Toft.

Hun spillede ikke selv nogen stor kamp mod Polen, men var aldrig i tvivl om, at det skulle ende med dansk sejr.

"Det var rimelig tydeligt, at vi var det bedste hold. Polakkerne knækkede ret meget i anden halvleg. Vi har bedre fysik og større bredde. Det var meget klart og tydeligt," lød det fra anføreren.

Danmark vandt 32-22 og skal nu møde Tyskland i kampen om førstepladsen. Det opgør løber af stablen mandag aften i Boxen.