Erfaren ræv sparkede VM-døren ind: "Hun får en kæmpe rolle"
Med stor ro og et køligt overblik satte Anne Mette Hansen ikke mange fødder forkert, da håndboldkvinderne bankede Polen med ti mål i mellemrunden.
"Det var fedt, for vi ved, at hun kommer til at få en kæmpe rolle. Hvis vi skal vinde, skal hun være god," siger landstræner Jesper Jensen.
Han har bevidst sparet hende en smule i de første kampe, fordi hun har bøvlet lidt med sit ene knæ. En disposition, som har splittet hovedpersonen.
"Hjertet siger nej, men hjernen siger ja," lyder det fra Anne Mette Hansen, da hun bliver spurgt, om hun kan forstå Jesper Jensens tilgang.
Louise Burgaard, som kender Anne Mette Hansen rigtig godt fra deres fælles tilværelse i franske Metz og mange år på landsholdet, virkede nærmest, som om hun var mere lykkelig over sin kollegas indsats end over sejren.
"Hun har ikke spillet så meget, men hun er rutineret og så stor en stjerne, at hun bare griber chancen, når hun får den."
"Når hun kommer tromlende i fart og med sin fysik, er der ingen, der kan stoppe hende, og jeg synes, det er så sejt," siger Louise Burgaard.
Kampen mod Polen passede Anne Mette Hansen rigtig godt. Polakkerne tog fat, men det kunne ikke kue hende.
"Jeg synes, det er virkelig fedt at komme ind og bruge fysikken. Det er den slags håndbold, jeg gerne vil spille," siger hun.
Jesper Jensen håber, at han har disponeret rigtigt ved at lade Anne Mette Hansen hvile. Han har ikke grund til andet, mener han.
"Jeg tror ikke, at der er nogen internt, der har tvivlet på hende. Vi ved godt, at hun kan være en "slow starter", og derfor er vi sikre på, at hun nok skal komme til at spille mere som i den her kamp."
"Det er i de her kampe, hun stråler. Det gjorde hun, og det var fedt," siger Jesper Jensen.
Anne Mette Hansen kan få lov at tromle videre, når Danmark mandag møder Tyskland i kampen om førstepladsen i mellemrundegruppen.