Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Frankrig slår overraskende Norge og tager mellemrundesejr

Ritzau
Tamara Horacek og Co. tog søndag aften en flot skalp mod de norske håndboldkvinder.
Tamara Horacek og Co. tog søndag aften en flot skalp mod de norske håndboldkvinder.Profimedia
Norge havde inden søndag aften cruiset igennem VM i håndbold, hvor alle kampe var vundet med mindst ti mål.

Sådan skulle det ikke gå i kampen mod den olympiske mester Frankrig, der i det sidste sekund snuppede en 24-23-sejr over de norske værter.

Sejren til franskmændene betyder, at holdet tager mellemrundesejren og i kvartfinalen står over for en forholdsvis overkommelig modstander i Tjekkiet.

Norge tager andenpladsen og dermed venter en noget sværere modstander i Holland i kvartfinalen.

Nordmændene fik en god start på kampen, og der skulle gå mere end fem minutter af opgøret, før Frankrig kom på tavlen.

Scoringen fik sat gang i franskmændene, der fik boltet forsvaret sammen, hvilket kastede nemme kontramål af sig, og efter et kvarter var den gode norske start neutraliseret.

De franske skytter havde fået momentum i afslutningerne ude fra og Laura Glauser i det franske mål fik fat i de norske forsøg i en første halvleg, der var særdeles tempofyldt og velspillet fra begge hold.

Franskmændene åbnede anden halvleg med god angrebshåndbold, hvilket skabte et hul til Norge på tre mål, men en effektiv norsk overtalsperiode gjorde, at værterne hurtigt hev franskmændene i land og fik kontakt igen.

Som kampen nærmede sig sin afslutning faldt det spillemæssige niveau for holdene, og begge mandskaber spillede mere forkrampet i angrebet.

Det gjaldt særligt for Frankrig, der holdt sig en scoringspause fra minut 49 til 55.

Norge var dog ukarakteristisk sløsede og greb ikke mulighederne for at trække fra franskmændene.

Med et minut tilbage kom Frankrig i front og lagde pres på Norge, der stadig kunne udligne, hvilket ville være nok til førstepladsen i mellemrundepuljen.

Som så mange gange i anden halvleg havde Norge dog svært ved at bryde igennem det franske forsvar, og den afgørende afslutning endte hos Stine Skogrand på højrefløjen, der brændte på Laura Glauser i målet.