Holland løber over spanierne og sender dem ud af VM-slutrunden
Det pres levede Spanien langt fra op til, i en kamp hvor hollænderne løb godt og grundigt over sydeuropæerne og vandt 29-21.
Med sejren tager Holland i suveræn stil mellemrundesejren med lutter sejre, mens Tjekkiet, der tidligere søndag tabte til Brasilien, på andenpladsen følger trop videre i turneringen.
Som første halvleg skred frem, gled hollænderne langsomt fra et spansk hold, der havde det svært offensivt.
Særligt i det etablerede angrebsspil havde Spanien problemer, hvor det kun blev til fire mål i løbet af første halvleg. En god kontrafase var dog med til, at spanierne stadig havde et lille håb ved pausen, hvor holdet var bagud 9-13.
Spanierne kom ud til anden halvleg som alt andet end et hold, der var pisket til point. Hurtigt blev det hollandske forspring øget til seks mål, og det fik en rasende spansk landstræner til at kræve en timeout efter bare fire minutter.
Lige lidt hjalp det, og ligesom i første halvleg blev den hollandske føring bare større og større.
Holland udnyttede hver en mulighed til at løbe over Spanien, hvis offensive kvaler fortsatte hele kampen igennem.
Tidligere søndag havde Brasilien besejret Tjekkiet med tre mål, men det var ikke en flok ellevilde brasilianere efter sejren. De skulle nemlig have vundet med fem mål eller mere for at tage Tjekkiets kvartfinaleplads.