Solide Sverige er klar til semifinalen ved Kvinde-VM efter dramatisk sejr over Japan
Fredag formiddag bød på en kvartfinale mellem Japan og Sverige. Den asiatiske fodboldnation var inden opgøret udråbt som en lille favorit til kampen.
Det var dog svenskerne, der kom bedst fra start og styrede begivenhederne i hele første halvleg. Det resulterede da også i en scoring efter 32 minutters spil, da Amanda Ilestedt bragte Sverige på 1-0.
Japan havde det meget svært i de første 45 minutter, hvor de ikke havde et eneste skud på mål.
Anden halvleg startede også skidt for japanerne, der efter 51 minutter begik et straffespark, som Filippa Angeldal scorede på. Sverige lignede derfor et hold, der var på vej mod semifinalen.
Japan kom dog meget bedre med og satte sig på spillet, efter at være kommet bagud 2-0. De stærke japanere pressede på og efter 73 minutter tilkæmpede de sig et straffespark. En gylden mulighed for at komme tilbage i opgøret, men den japanske angriber Riko Ueki bragede bolden på overliggeren, og derfor fastholdt svenskerne en komfortabel 2-0-føring.
I det 87. minut lykkedes det dog Japan at få reduceret, da Honoka Hayashi sparkede bolden i nettet, og med ti minutters overtid skulle Sverige kæmpe hårdt for at holde føringen på 2-1.
Selvom Japan pressede på, så holdt Sverige stand, og de er derfor klar til semifinalen ved VM, hvor de skal møde Spanien.