Svensk landholdshold trods flot opbakning på hjemmebanen: Det må gerne blive vildere
Alle kender til de fanatiske og medlevende tilskuere, der primært holder til i Østeuropa. Her er hjemmebanerne ofte et sandt lydinferno, hvor hjemmeholdets tilskuere skaber et voldsomt tryk på både modstandere og dommere.
Det danske landshold har under de første tre kampe ved VM rost det danske publikum, og nu gør Sverige det samme. Selvom svenskerne er glade for opbakningen, så kan det godt blive endnu vildere mener den svenske trup.
”Vi føler at Scandinavium er en hjemmebane for os, og det er meget vigtigt. Det er en konkurrencefordel, og vi har forsøgt at tænke meget på at gøre det til en fordel og ikke en byrde. Og det er klart, at vi vil have et publikum der pifter, når modstanderne har lange perioder på bolden. Får vi den hjælp, kan det virkelig blive en faktor for os”, siger landstræner Tomas Axnér til den svenske avis Expressen.
Det er ikke kun landstræneren der efterspørger mere vildskab hos tilskuerne. Også det svenske landsholds anfører, Jamina Roberts, kunne godt tænke sig at publikum var endnu mere medlevende.
”Det er lidt den svenske kultur generelt. Vi er meget søde. Havde det her været på Balkan med 8.500 på tilskuerpladserne, da vi stod over for Senegal, der gik rundt og spillede håndbold... så havde de rejst sig og bulet efter ti sekunder. Det kan godt blive godt blive vildere”, siger Jamina Roberts, der dog i et generelt samfundsperspektiv, er mere til den svenske væremåde end den på Balkan.
Sverige har ikke haft den store udfordring i de indledende kampe, der har budt på sikre sejre over Kina, Senegal og Kroatien.
I mellemrunden skal Sverige krydse klinger med Cameroun, Ungarn og Montenegro. Alle kampene spilles i Scandinavium, inden at Sverige i tilfælde af yderligere avancement skal flytte til Herning.