Team Esbjerg og ustyrlig Reinstad slår Odense med 36-32 og drøner i pokalfinale
Vestjyderne slog rivalen Odense Håndbold 36-32 ved Final 4-stævnet i Esbjerg.
Norske Henny Reistad blev kåret til VM's bedste spiller for små to uger siden, og hun leverede igen en afgørende indsats med sine otte mål og to assister.
Semifinalen var en gentagelse af de seneste to sæsoners finaler, hvor Esbjerg med sikre sejre vandt sin henholdsvis anden og tredje pokaltitel.
Lørdag eftermiddag vil holdet også være stor favorit til at snuppe den fjerde, når Nykøbing Falster Håndbold (NFH) venter i Blue Water Dokken. NFH slog tidligere fredag Viborg HK 27-24.
Fredag trak Esbjerg anført af de norske VM-stjerner Henny Reistad og Kristine Breistøl efter en lige og målrig start fra og opbyggede en føring på 16-12.
Det skyldes blandt andet kvalitetsforskel hos målvogterne.
Odenses Althea Reinhardt, der var foretrukket foran Esbjergs Anna Kristensen i den danske VM-trup, fik ikke fat i noget i første halvleg, mens Kristensen og senere Amalie Milling leverede solidt.
Odense smed hollandske Yara Ten Holte ind for Reinhardt, og hun var med 6 redninger på 12 forsøg med til at begrænse skaden for fynboerne, som efter et afsluttende drøn fra Helena Elever gik optimistiske til pause bagud 16-18.
Fynboerne åbnede dog anden halvleg særdeles uskarpt med både skud på stolperne og forbi mål samt flere tekniske fejl, og det straffede værterne ved at bringe sig foran 26-20.
Især Reistad var i perioder ustyrlig, ligesom norske Live Delia fik en flot debut efter blot et par træninger med sine nye holdkammerater.
Odense halede lidt ind i afslutningen, men solide Esbjerg sørgede for at score regelmæssigt, og højspændingen udeblev.