Håndboldkvinderne giver hinanden tæsk til VM-træninger efter Lars Jørgensen-ordrer
Landstræner Jesper Jensen kunne allerede under den første fællestræning mandag konstatere, at hans spillere giver hinanden en særdeles hårdhændet behandling som optakt til slutrunden.
"Efter en time og et kvarter måtte vi stoppe dem og sige: "Det kan simpelthen ikke blive ved, det her." Der blev godt nok gået til stålet," siger landstræneren.
"Folk kom lige fra Champions League-opgør i weekenden. Selv om de var ømme og trætte efter rejsen, så gav de den maksimal gas. Det er vildt motiverende at opleve," siger han.
Rutinerede Louise Burgaard, der til daglig spiller for Metz i fransk håndbold, kan bekræfte, at det ofte er en hårdtslående oplevelse at komme hjem i landsholdslejren.
"I Frankrig løber vi rigtig meget. Med landsholdet træner vi ikke nødvendigvis så lang tid, men jeg er som regel radbrækket bagefter. Vi går så hårdt til hinanden og er fysisk hårde på en helt anden måde," siger Louise Burgaard.
"Med Metz har vi spillet mod både Ikast og Team Esbjerg i Champions League, og franskmændene blev overraskede og lidt kyste af den hårdhed, danskerne lagde for dagen. Det er bare noget andet," siger hun.
Det solide forsvar har været en af landsholdets største styrker i en årrække. I assisterende landstræner Lars Jørgensen har håndboldkvinderne en ægte specialist.
"Lars var selv en hård hund i forsvaret, og han gør det klart for os, hvordan han gerne vil have, at vi dækker op. Det har vi alle sammen taget til os. Vi tæsker bare løs på hinanden inde i midten," siger hun med et grin.
Det danske hold afpudser VM-formen med to opgør mod Brasilien i den kommende weekend. 1. december bliver det alvor, når Serbien venter i VM-premieren i Boxen.