Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Hård tilskuerstraf rammer Brøndby efter optøjer under FCK-kamp

Ritzau/Flashscore
Balladen under kampen mod FCK kommer til at koste Brøndby dyrt.
Balladen under kampen mod FCK kommer til at koste Brøndby dyrt.Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Brøndby er dømt til at spille sine næste tre hjemmekampe uden tilskuere på Sydsiden og med en maksimal tilskuerkapacitet på 14.000 tilskuere.

Det oplyser Brøndby på sin hjemmeside.

Fodboldens Disciplinærinstans' kendelse kommer i kølvandet på søndagens optøjer i forbindelse med derbyet mod FC København.

Her angreb Brøndby-uromagere FCK-fans med romerlys inden kickoff.

"Brøndby IF står i dag over for en af de historisk hårdeste straffe fra Disciplinærinstansen efter de voldsomme episoder, der fandt sted i forbindelse med derbyet i søndags, og vi accepterer den straf, vi som klub er blevet påført," siger direktør Ole Palmå.

Han fortsætter:

"Straffen betyder, at vi må have maksimum 14.000 tilskuere på stadion og herunder ingen tilskuere på Sydsiden til hver af de tre kommende hjemmekampe, dvs. mod FC Nordsjælland søndag 10. november, vores 60-års jubilæumskamp mod AaB 29. november og så pokalkvartfinalen mod Skive eller AGF i december.  Dette har en voldsom økonomisk konsekvens for os, og som klub vil vi gøre alt juridisk muligt for at sikre, at de individer, der står bag disse hændelser, bliver holdt juridisk og økonomisk ansvarlige."

Også FCK straffes efter søndagens derby. Holdet skal hjemme mod Silkeborg på mandag spille med B-tribunen lukket.

Ønsker register over voldelige fans

" Som vi har sagt flere gange denne uge allerede, så har vi behov for at få flere registreringer i det nationale register af disse voldsparate kriminelle individer. Registret er et meget vigtigt redskab, da vi kan samkøre det med vores ansigtsgenkendelsessystem på stadion. På denne måde kan vi sammen med politiet identificere og holde disse kriminelle ude. Dette er ikke kun et spørgsmål om sikkerhed på kampdagen, men om at beskytte den kultur og de værdier, som vi alle i Brøndby IF og dansk fodbold står for," lyder det fra Palmå.