Her er kvartfinalerne i pokalen: FC København møder 1. Divisionshold
Jagten på pokaltitlen er sat ind for flere hold, hvor næsten alle ottendedelsfinalerne er spillet færdig. Der er netop blevet trukket lod til de kommende kvartfinaler, og her er det ikke utænkeligt, at særligt FC København og Viborg har tidligt julelys i øjnene.
FC København møder Kolding IF fra 1. Division, mens Viborg har trukket pokalturneringens store overraskelse fra Brabrand IF fra 3. Division.
Sidste års pokalvindere fra Silkeborg skal i kamp mod AaB.
Brøndby, som torsdag aften slog FC Midtjylland, ved endnu ikke, om de skal møde Skive fra 2. Division eller AGF. Brøndby og AGF mødte hinanden i seneste sæson i kvartfinalen, hvor aarhusianerne trak sig sejrrigt ud og gik hele vejen til finalen.
Kampen mellem Skive og AGF spilles den 7. november.
Her er kvartfinalekampene:
Silkeborg – AaB
Brøndby – Skive/AGF
Brabrand IF – Viborg FF
Kolding IF – FC København