Herlev forværrede Hernings dårlige sæsonstart med overtidssejr på egen is
Herning var bedst i indledningen af opgøret, men alligevel var det Herlev der kom først på tavlen, da Luis Blak Olsen sikkert løftede pucken i nettet bag Mac Carruth i Herning-målet.
Det gav hjemmeholdet ny gejst, og både Mathias Lehmann Hansen og Philip Rafnsson havde gode chancer for at fordoble føringen.
Dramatik kom der også i første periode, da Morten Poulsen fra Herning fik en afslutning i hovedet, men heldigt for Herning-kaptajnen tog hjelmen imod.
Nicklas Heinerö fik udbygget Herlevs føring i powerplay, inden Mathias From fik reduceret, da han dansede sig igennem Herlev-spillerne på fornem vis.
I slutningen af perioden kogte temperamentet over for Brett Thompson. Den nuværende Herning spiller, med en fortid som kaptajn for Herlev, lavede en svinestreg med et blindside hit, men heldigvis for canadieren så dommerne det ikke.
Herning var bedst i den midterste periode, men var stadig bagud med en enkelt scoring inden tredje periode.
Den midtjyske dominans fortsatte i de sidste 20 minutter. Det var Herning der agerede og Herlev der reagerede og midtvejs i perioden skete det uundgåelige
Morten Poulsen stod på rette sted på det rette tidspunkt og udlignede til 2-2 bag en ikke helt sageløs Erik Hanses i Herlev-buret.
Herefter fulgte en veritabel belejring i Herlevs defensive zone. Herning satte sig til rette i førersædet, og kun uskarphed i afslutningerne gjorde at Herlev ikke kom bagud.
Det lykkedes dog for Herlev-mandskabet at ride stormen af og dermed endte de første 60 minutter med 2-2.
I overtiden fandt Herlev nye kræfter og efter stor dominans i puckbesiddelsen, kunne Oliver True afgøre kampen til Herlevs fordel med scoringern til 3-2.