Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Historiske præstationer: Superstjerne har samlet handsken op i LeBron James' fravær

Andreas Würtz Adamsen
Anthony Davis har haft nogle skadesplagede sæsoner i Los Angeles Lakers, men i de seneste fire kampe, har han virkelig ramt formen.
Anthony Davis har haft nogle skadesplagede sæsoner i Los Angeles Lakers, men i de seneste fire kampe, har han virkelig ramt formen. Profimedia
Los Angeles Lakers har været uden holdets største navn, LeBron James, i mere end to uger. I mellemtiden har holdets anden helt store stjerne, Anthony Davis, dog i allerhøjeste grad påtaget sig ansvaret, og den 29-årige stjerne har leveret historiske præstationer.

Det har ikke ligefrem været nogen forrygende start på sæsonen for Los Angeles Lakers, NBA's mest vindende hold i historien sammen med Boston Celtics, eller LeBron James, den firedobbelte mester og megastjerne.

For i sæsonens indledende 12 kampe blev det kun til sølle to sejre, altså hele ti nederlag, der kom i to stimer af fem nederlag i streg. Det hjalp heller ikke for Lakers, at netop LeBron James blev ramt af en skade, der har holdt ham fra gulvet siden 9. november.

Men nu er holdets anden helt store stjerne, Anthony Davis, i allerhøjeste grad trådt i karakter, og den forhenværende Pelicans-stjerne har spillet fire dominerende kampe i streg, hvilket faktisk har givet Lakers tre vigtige sejre.

Det kunne godt nok ikke blive til fire i streg for Lakers, for natten til onsdag tabte de til Devin Booker og Co. Phoenix Suns besejrede således Lakers i en 115-105 sejr, men det var altså alligevel føromtalte Anthony Davis, der løb med overskrifterne. Den 29-årige amerikaner leverede nemlig en historisk præstation.

Første gang i historien

For Anthony Davis var nemlig her, der og alle vegne i det californiske mandskabs nederlag til Phoenix Suns. Anthony Davis, der i 2019 skiftede New Orleans Pelicans ud med Los Angeles Lakers, sluttede nemlig kampen med en statline, der ikke er set nogensinde før i historien.

Med 37 point, 21 rebounds, 5 blocks og 5 steals var det nemlig første gang, siden man i 1973 begyndte at føre statistik over blocks og steals, at en spiller havde leveret mere end 35 point, 20 rebounds, 5 blocks og 5 steals.

Selvom præstationen natten til onsdag altså ikke kunne kaste en sejr af sig, så har Davis præsteret lignende i de tre kampe, hvor Lakers faktisk er lykkedes med at gå sejrrigt fra gulvet. I de tre kampe op til den historiske præstation natten til onsdag, havde Davis således leveret svimlende 105 point og 52 rebounds, hvilket giver Davis et snit på 35,5 point, 18,3 rebounds og 2,5 blocks per kamp i de seneste fire kampe.

Dermed er Anthony Davis faktisk også den første spiller siden Shaquille O'Neal til at have minimum 30 point og minimum 15 rebounds i fire kampe i streg.

Skal være fokuspunktet

Med Anthony Davis' vanvittige præstationer i de seneste fire kampe, har Lakers nu altså vundet flere kampe uden LeBron James, end de har vundet med LeBron James i indeværende sæson.

For head coach Darvin Ham, der i sommer overtog styringen af Lakers efter fyringen af Frank Vogel, der ellers bragt et mesterskab til Los Angeles Lakers i løbet af sine tre sæsoner i den californiske storby, er det helt naturligt, at Anthony Davis har fået så fremtrædende en rolle i de seneste kampe.

”AD (Anthony Davis, red.) skal være fokuspunktet. Han skal lede slaget. Det er sådan, vores hold er opbygget. Men han har også taget det til sig. Når Bron (LeBron James, red) kommer tilbage, kan vi blive lige så godt, som vi håbede at ville være, hvis AD kan opretholde det her niveau,” lød det fra Darvin Ham ovenpå Lakers' seneste sejr.

Natten til lørdag kan Lakers hente fjerde sejr ud af deres seneste fem kampe, når de gæster San Antonio Spurs i Texas. Det er endnu uvist, om LeBron James bliver klar til dette opgør.