Hjemmebanefavorit gjorde det af med rivalen efter vanvittig duel: Van der Poel verdensmester
Der var sort af mennesker i Hoogerheide søndag eftermiddag. Den hollandske by tæt på grænsen til Belgien byder ellers ikke normalt på specielt mange indbyggere. Omkring 6.000. Men folk var kommet fra nær og fjern denne søndag for at overvære en duel, der nærmest ikke har sit sidestykke i professionel sport.
I det ene ringhjørne hjemmebanefavoritten, hollandske Mathieu van der Poel, søn af banedesigner og cyklecrosslegende Adrie van der Poel. I det andet superstjernen, altmuligmanden, danske Jonas Vingegaards belgiske premierløjtnant fra Tour de France, Wout van Aert.
Og de to kæmpestjerner levede i allerhøjeste grad op til al den hype, der var bygget op forud for VM-weekendens helt store finale i den hollandske landsby. For duellen, den fik de mange tusinder af fremmødte cykelentusiaster.
Ti runder med små jabs, små angreb, en konstant søgen efter en fordel over rivalen, og i sidste ende var der intet andet end en cykellængde, der adskilte de to evige rivaler. Forrest? Der var det hollandske publikums helt store kæledægge, 28-årige Mathieu van der Poel, der dermed er verdensmester for femte gang i karrieren.
Tre og et halvt minut
Da løbet blev skudt i gang, var både Mathieu van der Poel og Wout van Aert hurtigt ude af starthullerne. Det var også Lars van der Haar, van der Poels landsmand, der som regel er blandt de allerbedste startere.
Men 210 sekunder skulle der gå, tre og et halvt minut, før de to megastjerner fik skilt skidtet fra kanelet for med en simpel forcering af den hollandske vinder på rutens første stigning, så blev alle ryttere, der ikke hed Wout van Aert eller Mathieu van der Poel plantet.
Og så fulgte der ellers bare ni hele runder, hvor der blev udkæmpet en vild duel. Begge forsøgte sig med angreb undervejs, både på den længste stigning på ruten såvel som i forbindelse med de to bomme, der var placeret relativt sent i løbet, hvor van der Poel som regel har en klar fordel over sin evige rival.
Det hele endte i en af de spurter, der ellers er så sjældent i cyklecross, men som flere gange i denne sæson er set mellem de to stjerner. Den hollandske hjemmebanefavorit åbnede overraskende tidligt, fra baghjul, og på den let stigende opløbsstrækning kunne Wout van Aert simpelthen ikke lukke hullet.
Top tre sejr i karrieren
Sejren var altså det femte verdensmesterskab i karrieren for Mathieu van der Poel, der dermed nærmer sig Erik De Vlaemincks rekord på syv gange VM-guld, men med sin sejr går hollænderen op på siden af André Dufraisse, Renato Longo og Albert Zweifel med fem sejre, og det er virkelig noget, der glæder den 28-årige stjerne.
"Det er virkelig svært at beskrive. Jeg tror, at det her er præcis sådan, som alle gerne ville have, at løbet skulle gå, med en spurt mellem mig og Wout. Det er helt sikkert utroligt, det her er uden tvivl i top tre over mine bedste sejre nogensinde, og jeg kommer til at huske den i lang tid," kommer det fra Mathieu van der Poel ovenpå sejren.
Flere gange i løbet af sæsonen har van der Poels belgiske rival ellers trukket længste strå i tvekampen med van der Poel, men der er intet andet end gensidig respekt mellem de to konkurrenter, som efterhånden har udkæmpet mange uhyggelige slag på cyklecrossbanerne.
"Nogle gange bekymrer vi os måske lidt meget om hinanden, men efter vores karrierer, vil vi være meget stolte af de mange kampe vi har haft, og jeg synes, at det er en supergod historie, vi er i gang med at skrive. Og det er ikke den sidste, for nu kommer landevejssæsonen, og det bliver helt sikkert i kamp med ham igen," lyder det fra den nyslåede verdensmester.
Belgisk treer ovenpå hård sæson
Kampen om det nederste trin på podiet så længe ud til at skulle udkæmpes mellem Michael Vanthourenhout og Gerben Kuypers, efter den belgiske duo havde fået slidt sig væk fra resten af forfølgerne, men undervejs fik føromtalte Lars van der Haar og belgiske Eli Iserbyt fanget og plantet det belgiske makkerpar.
Selvom hollandske van der Haar er kendt for sin stærke afslutning, så blev det såmænd 25-årige belgiske Iserbyt, der tog tredjepladsen, og dermed fik belgieren lidt oprejsning ovenpå et par svære måneder, hvor belgieren døjede med en knæskade, der blev forværret, da World Cuppens nummer tre styrtede på den isede snebane i italienske Val di Sole.
Bedste mand, der ikke repræsenterer et Benelux-land, blev britiske Cameron Mason, der tog en fornemt niendeplads, om end det kan siges at have været en skuffende – men forventet – høst for britiske fans, der sidste år kunne se Tom Pidcock vinde regnbuestriberne i amerikanske Fayetteville.
Med verdensmesterskabet i Hoogerheide overstået er crosssæsonen nu ditto for sportens to største stjerner, Mathieu van der Poel og Wout van Aert. Som den hollandske verdensmester pointerer er der dog gode mulighed for at se de to rivaler duellerer, når der skal køres forårsklassikere på landevejen i denne sæson.