Hjernerystelser har været ødelæggende for VM-banerytter

I august lykkedes det kortvarigt for Rodenberg at træne sig op til at være en del af banelandsholdet, som vandt VM-guld i Glasgow i 4000 meter holdforfølgelsesløb.

Rodenberg var kun med i det indledende løb, inden han måtte overlade pladsen til en anden.

På landevejen og World Tour-holdet DSM har karrieren stået stille i den seneste tid.

"Hjernerystelser har været en kæmpe hæmsko de sidste par år. Det har ødelagt min karriere på landevej i de seneste to år", siger Frederik Rodenberg.

"Jeg har været alt igennem, hvad der er af undersøgelser og eksperter, som også har hjulpet. Det har bare ikke fjernet problemet. Tiden skal være det, der får det til at forsvinde helt."

Han pådrog sig en hjernerystelse i august sidste år under Danmark Rundt og fik et tilbagefald i februar i år - begge gange på grund af styrt på cyklen.

"Det er derfor, jeg ikke har kørt cykelløb. Jeg har ikke kunnet køre, og jeg har ikke trænet særligt meget i år."

"Jeg kom lige tilbage og var god nok til at køre det indledende løb ved bane-VM, hvilket var fantastisk, inden de andre kørte resten af løbene. Det var med til at holde mit humør oppe", forklarer Rodenberg.

Han kunne sagtens juble på sidelinjen over holdets finalesejr over Italien.

"Det var underligt, for jeg aldrig prøvet ikke at være på holdet før. Jeg var på holdet til at starte med, fordi jeg var en af de fire bedste. Men der skete nogle ting, der gjorde, at jeg ikke kunne præstere."

"Det var hjerteskærende for mig. Men det var fantastisk, at vi havde så godt et hold og var så gode, at vi stadig kunne blive verdensmestre, uden at jeg behøvede at være med."

"Så det var en positiv oplevelse, når jeg tager alt det, jeg har været i gennem med i betragtning", siger han.

25-årige Rodenberg håber, at han er ovre det værste, så han ugeneret kan træne frem mod næste års OL i Paris og bane-VM på hjemmebane.

"Det har været en lang proces, som jeg stadig er i gang med. Men det går heldigvis fremad. Jeg har haft en god pause, og jeg er begyndt at træne igen. Jeg har fået ro på, så det har været rigtigt dejligt."

"I forhold til træning er jeg på den anden side. Efter pausen kommer jeg til at træne på fuld knald. Men i forhold til symptomer kan det være, at det aldrig går væk. Det kan være, jeg kommer til at have det resten af livet."

"Det kan være, det går væk i næste uge, om et halvt år eller om to år. Sådan er det med hjernerystelser", sukker han.

Fremadrettet er han stadig bange for, at efterveerne fra hjernerystelserne kan blive et problem. Men han vælger at være optimistisk.

"Der, hvor jeg står nu, ville det overraske mig, hvis det kommer til at betyde noget, for det går så godt, og jeg er så langt i processen. Man kan selvfølgelig altid blive kørt over af en bil."

"Når jeg kigger på almindelige mennesker køre uden cykelhjelm, så kan jeg godt tænke: Fuck, det er dumt. For jeg ved, hvad det kan betyde. Men du kan ikke leve dit liv i frygt, for så kan du ikke træne som cykelrytter."