Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Holdkammeraters succes motiverer Eriksen: Var jaloux over at misse EM-semifinale

Ritzau
Det er Christian Eriksens tredje VM-slutrunde med det danske landshold.
Det er Christian Eriksens tredje VM-slutrunde med det danske landshold.Profimedia
Landsholdsstjernen Christian Eriksen har store ambitioner for Danmarks deltagelse ved VM i Qatar, der kommer blot halvandet år efter, at danskeren faldt om med hjertestop ved sidste års EM.

Efter sit hjertestop ved EM sidste år måtte Christian Eriksen følge holdkammeraternes sportslige succes fra skærmen, og han var jaloux, da holdet med stærke præstationer spillede sig i EM-semifinalen.

Han håber, at han selv kan være med til at føre holdet mindst lige så langt ved VM i Qatar. Det siger han forud for Danmarks VM-premiere tirsdag mod Tunesien.

"Jeg håber, vi kan nå så langt som muligt. Holdet formåede at nå utroligt langt sidst uden mig, og jeg håber på at kunne hjælpe til, at vi kan nå mindst lige så langt ved VM."

"Jeg var jaloux over ikke at være med i EM-semifinalen, men det var fedt at se drengene nå så langt, som de gjorde," siger Christian Eriksen.

Han mener også, at landsholdet generelt er stærkere nu end for halvandet år siden.

"Forventningerne er steget efter EM, for forventningerne er, at vi kan nå længere, end vi gjorde dengang. Kvaliteten er blevet bedre, end den var ved EM, og jeg synes, der er mere tro på, at vi kan nå langt."

Christian Eriksen sad ude i mere end et halvt år, efter han i juni 2021 blev ramt af hjertestop på banen i Parken.
Christian Eriksen sad ude i mere end et halvt år, efter han i juni 2021 blev ramt af hjertestop på banen i Parken.Flashscore

"Kvaliteten er højere, fordi spillerne spiller de rigtige steder, og talentet er større," siger Eriksen.

I sit genoptræningsforløb efter hjertestoppet var VM-slutrunden i Qatar hans ledestjerne.

"VM var et stort mål, efter at jeg vidste, at jeg havde muligheden for at komme tilbage. VM er altid noget særligt. Jeg har prøvet det før og glæder mig bare over at være tilbage igen."

"Det er specielt at være til et VM. Jeg har været til det to gange før, men det er stadig meget specielt. Vi drømmer om noget stort, men tager én kamp ad gangen," siger Eriksen.

Landsholdsanfører Simon Kjær var med til at redde Christian Eriksens liv, da han faldt om 12. juni sidste år. Set i det lys, er det "fuldstændig sindssygt", at de mangeårige landsholdsvenner lidt over 500 dage senere går ind til en ny slutrunde sammen.

"Det er sindssygt tænke på. Det er fuldstændig sindssygt, og det er bare at glæde sig over, at det kan lade sig gøre," siger Simon Kjær.

Eriksen og Kjær har spillet henholdsvis 117 og 121 A-landskampe før VM.