Holger Rune klar til semifinale i Basel efter sejr over rutineret belgier
Niveauet var højt fra Holger Runes side fra starten af kvartfinalekampen i Basel mod den 33-årige belgier David Goffin. I første sæt var danskeren overbevisende og vandt med 6-2. I andet sæt kom Goffin bedre med, men i sidste ende var 21-årige Rune bedst og vandt andet sæt med 6-4.
Kampen ifølge Ritzau
Tennisspilleren Holger Rune er klar til semifinalen ved ATP 500-turneringen i Basel i Schweiz.
Det står klart, efter at danskeren fredag aften leverede en suveræn præstation og slog belgiske David Goffin med 6-2, 6-4 i kvartfinalen.
Danskeren, der er nummer 14 i verden, var som skudt ud af en kanon mod den tidligere verdenssyver. Efter blot ti minutter havde Rune bragt sig foran 3-0 i første parti.
Rune slog hårdere og spillede hurtigere end sin modstander og havde særligt godt styr på sin baghånd.
Danskeren begyndte dog at bøvle med serven, mens belgieren i det etablerede spil fik fremprovokeret flere danske fejl.
Samtidig skruede belgieren op for sin serv og fik ad to omgange reduceret, inden aggressive Rune servede sættet hjem.
Andet sæt startede noget bøvlet for Rune, der sendte en returnering for langt og smed første parti.
Rune holdt sin serv og udlignede, inden Goffin afværgede flere breakbolde, og danskeren, der var frustreret, hamrede sin ketsjer ned i jorden.
Rune var imidlertid godt på vej til at tage andet sæt, da han brød belgieren på et afgørende tidspunkt og bragte sig foran 3-2.
Efterfølgende tog Rune sit tiende point i træk og bragte sig yderligere foran.
Mod slutningen brød Rune endnu en gang belgieren, inden danskeren på mindre end halvanden time sikrede sejren på sin første matchbold.
I semifinalen venter enten franskmanden Giovanni Mpetshi Perricard eller canadieren Denis Shapovalov.
Holger Runes bedste resultat i turneringen i Basel er en finaleplads i 2022.