Holger Rune-lejr melder om god stemning trods våd træning og uvished
Her ventes Holger Rune torsdag at skulle i aktion i anden runde efter en flot sejr tirsdag i første runde.
Efter at Rune havde trænet en times tid sen eftermiddag australsk tid med en ung hittingpartner i Melbourne, lød det fra Runes mor og manager Aneke Rune om omstændighederne:
"Det har været helt perfekt timing med en restitutionsdag, hvor det har været gråt," sagde hun.
"Man har kunnet sove længe, og han har haft et enkelt møde med Rolex og så hjem at spise frokost - og nu har han lige været nede og lave sin træning."
Vejret i den australske storby er på et døgn gået fra solskin og langt over 30 grader til småregn og 17-18 grader.
Af samme årsag er Runes modstander i anden runde endnu ikke på plads. Først blev programmet rykket på grund af varmeudskydelser - så på grund af regn.
Men modstanderen bliver enten amerikanske Maxime Cressy eller spanske Albert Ramos-Viñolas.
"De er helt vildt forskellige typer. Den ene er en serv-flugt-spiller, som er næsten to meter høj (Cressy, red)," siger Aneke Rune.
"Den anden er en spansk grinder. Så der skal virkelig forberedes i øst og vest, men det er heldigvis ikke mit bord."
Træningen onsdag foregik i mageligt tempo, efter at det hele eftermiddagen ikke var til at spille på grund af regn.
Fra holdet omkring danskeren lød det, at planen var at få klemt et træningspas ind, så den danske nummer ti i verden kunne komme hurtigt hjem fra anlægget og slappe af om aftenen.
Træningspasset foregik med en ung spiller, som var hentet ind til lejligheden, og danskeren holdt sig generelt fra højintense løb.
Fugten sad da også stadig i banerne, og da Runes unge hittingpartner på et tidspunkt skred en smule, udvekslede danskeren et sigende blik med trænerholdet bestående af Lars Christensen og Patrick Mouratoglou. Forholdene så ikke helt optimale ud.
Men danskeren, som tirsdag viste flot form med en sejr i tre sæt over Filip Krajinovic, afsluttede den rolige træning med en thumbs-up til sin slagmakker. Herefter kunne han begive sig ud mod den betydelige mængde fans, som havde taget opstilling for at se ham.