Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Holger Rune mærkede sit spil bedre trods nederlag: Vil afslutte året stærkt

Ritzau
Siden 10. juli har Holger Rune blot vundet en enkelt af sine 11 kampe. Danskeren er i en regulær krise.
Siden 10. juli har Holger Rune blot vundet en enkelt af sine 11 kampe. Danskeren er i en regulær krise.Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix
Holger Rune er sikker på, at han med enkelte justeringer kan slutte tennisåret godt efter et nederlag i sin første kamp ved årets Stockholm Open.

Det skriver den 20-årige tennisstjerne på det sociale medie Instagram.

"Jeg mærkede mig selv og mit spil bedre i dag, end jeg har gjort et stykke tid, så nu er jeg sikker på, at jeg kan lave de sidste justeringer og afslutte året stærkt," skriver han og slutter af med en emoji, der forstiller en knyttet jernnæve.

Holger Rune tabte onsdag aften til serberen Miomir Kecmanovic med cifrene 6-7, 2-6. Serberen er nummer 53 på verdensranglisten.

Dermed er Rune ude af Stockholm Open, som danskeren vandt sidste år.

Det betyder også, at Holger Rune risikerer at falde yderligere ned på verdensranglisten, da han mister pointene fra sidste års triumf i Stockholm.

Aktuelt er Holger Rune nummer seks i verden.

Siden sin vellykkede indsats ved Wimbledon i juli, hvor han nåede kvartfinalen, er det gået ned ad bakke for Holger Rune, der har været plaget af rygproblemer og ikke har fået sit spil til at fungere.

Det betyder, at nederlaget i Stockholm blot er det seneste af en række. Ud af sine seneste 11 kampe har Rune tabt 10 af dem på tværs af turneringer.

Næste uge skal Holger Rune spille i Swiss Indoors i Basel.

Her nåede han sidste år helt til finalen, hvor han måtte se sig slået i to sæt af canadieren Felix Auger-Aliassime./