Holger Rune rasede over dommeren: Du ødelægger kampen
"Du ødelægger kampen. Du må tage pis på mig", lød det fra den 19-årige dansker efter et vigtigt pointtab i søndagens finale i Swiss Indoors.
Det danske tennistalent var kommet bagud med 5-6 i andet sæt til Felix Auger-Aliassime, som dermed kunne serve sejren hjem, og Holger Rune var stiktosset. Årsagen var, at en elektronisk reklamebande bag Felix Auger-Aliassime på skift tændte og slukkede midt i et point ved stillingen 5-5.
Holger Rune var blevet forstyrret af det og havde efter eget udsagn forsøgt at gøre dommeren opmærksom på det. Men dommeren så det ikke og var derfor ikke i stand til at kalde et omspil, fortalte han Rune.
Holger Rune brokkede sig så højlydt og i et sprog, der betød, at han fik en advarsel. Men det stoppede ham ikke i at brokke sig. "Du laver den største fejl, og så ser du ikke engang på mig. Du er for stolt til at se på mig", lød det fra tennistalentet rettet mod dommeren.
Holger Rune tabte senere finalen og var efter kampen høflig og roste Felix Auger-Aliassime for en flot kamp. Men han er tydeligvis ikke tilfreds.
I hvert fald har han på sine profiler på sociale medier som Instagram og TikTok delt en video af hændelsen, hvor reklamebanderne tænder og slukker. Her takker han en bruger for at gøre opmærksom på det, dommeren overså. Ifølge hans mor og manager, Aneke Rune, er kritikken af dommeren helt fair, selv om den blev fremført i et hårdt sprog.
"Det er for dårligt af dommeren. Holger passer sit arbejde og må forvente, at dommeren også passer sit, siger Aneke Rune til B.T. "Han skal jo ikke engang holde øje med linjerne. Så sådan en fejl må ikke ske - og slet ikke på så afgørende et tidspunkt. Det er for dårligt", siger hun.
Søndagens nederlag var det første efter ni sejre på stribe. Holger Rune har spillet forrygende tennis i de seneste par uger, og det var nok til, at han søndag stod i sin første ATP 500-finale. Men finalesejr var det ikke nok til. Holger Rune tabte finalen til Felix Auger-Aliassime med 3-6, 5-7.
/ritzau/