Hollandsk fartdjævel tog sejren i Emiraterne: Sidevind skabte momentant kaos
Kort før mål lignede det dog i et øjeblik, at der skulle ske splittelser i feltet, da der på et sidevindsstykke pludselig blev skabt splittelser i feltet. Løbets førende rytter, superstjernen Remco Evenepoel, blev i første omgang fanget i anden gruppe, men en fokuseret holdindsats fik lukket hullet op til forreste gruppe.
Endnu værre så det faktisk ud for verdensmesterens umiddelbart største trussel i det samlede klassement, den australske mester Luke Plapp, der var fanget i en gruppe endnu længere tilbage, men også her fik holdkammeraterne stablet en solid jagt på benene, og således var der igen fuld samling på feltet, da de afgørende kilometer blev ramt.
Her forsøgte flere hold at sætte deres sprintere op til den forventede massespurt, men ingen fik for alvor kort et perfekt leadout. Bora-Hansgrohe så ud til at komme tættest på, men Dylan Groenewegen fik flot kørt sig i positionen og ramte i modvinden en topfart, som ingen kunne matche.
Colombianske Fernando Gaviria, fra Movistar Team, tog andenpladsen bagved den hollandske sejrherre, mens Bora-Hansgrohes irske Sam Bennett blev nummer tre.
Det var 29-årige Gronewegens sejr nummer 65 i karrieren og nummer to i denne sæson, efter den hollandske Team Jayco AlUla-rytter startede sæsonen med en sejr i Saudi Tour. I 2022 fandt Groenewegen for alvor formen igen, efter han var ude i store dele af 2020 og 2021, udelukket efter sin involvering i landsmand Fabio Jakobsens forfærdelige styrt i Tour de Pologne for to og et halvt år siden.
Blandt de tilbageværende syv danskere, var Julius Johansen bedste mand i mål med en placering som nummer 29. Seks af de danske ryttere kom i mål med feltet, mens kun Bahrain-Victorious’ arbejdshest, Johan Price-Pejtersen, trillede over stregen senere.
Før etapen udgik Israel-Premier Techs danske kaptajn, Jakob Fuglsang, efter danskeren blev syg. Fuglsang fik under alle omstændigheder ikke nogen god start på sæsonen, for på tredje etapes bjergafslutning smed den 37-årige dansker over halvandet minut til den colombianske vinder, Einer Rubio.
Også Tobias Lund Andresen er allerede udgået, hvorfor der altså resterer syv danskere ud af de oprindeligt ni startende i sæsonens andet etapeløb på World Tour-niveau.
Lørdag venter endnu en lækkerbisken for feltets hurtigste sprintere, for her kører rytterne en praktisk talt pandekageflad etape på 166 kilometer, før klassementet endegyldigt skal afgøres søndag. Her venter de traditionelle 10,7 kilometers stigning på Jebel Hafeet nemlig. De seneste tre sæsoner har Tadej Pogačar sejret netop her, men sloveneren er altså ikke til start i årets UAE Tour.