Horsens må undvære vigtig kroat resten af året
Oprykkeren AC Horsens var blandt de absolutte favoritter til at rykke ned, før indeværende Superliga-sæson blev sparket i gang.
Den Gule Fare har dog klaret sig rigtig fint i efterårssæsonen og ligger blot to point efter Brøndby IF og tre point efter Silkeborg IF, der indtager femtepladsen.
Særligt defensiven har været stærk, blot tre hold har lukket færre mål ind end AC Horsens efter 15 runder, men nu må cheftræner Jens Berthel Askou klare sig uden førstekeeper Matej Delac i resten af året.
Han udgik nemlig i seneste ligakamp mod FC Nordsjælland og skal opereres for en skade i baglåret, skriver superligaklubben på sin hjemmeside.
"Det er et stort slag for os, for Matej har været enormt afgørende for os i hele 2022, hvor han kun er blevet bedre og bedre, og det er rigtig ærgerligt for både os og ham, for han er en af vores allerbedste spillere, når han rammer sit topniveau," siger Horsens-træner Jens Berthel Askou.
To gange har den 30-årige kroatiske keeper været på rundens hold i Superligaen. I 0-2-nederlag mod FC Nordsjælland, var det 24-årige Marcus Bobjerg, der blev skiftet ind som erstatning for Matej Delac, og Bobjerg kan se frem til at få chancen i de resterende tre kampe inden vinterpausen.
Det drejer sig om hjemmekampe mod Randers FC og OB i Superligaen samt et rivalopgør mod Vejle Boldklub fra 1. division i pokalen.
/ritzau/