Hugo Andersson blev Randers-helt: Udligning i sidste sekund var fortjent
OB dominerede første halvleg, mens Randers FC langsomt spillede sig op efter pausen.
Det lignede længe, at det fynske hjemmehold ville tage alle tre point, men Randers' Hugo Andersson dukkede op i kampens sidste sekund, hvor han sendte udligningen i kassen.
Hovedpersonen selv var glad for scoringen, selv om han ikke var helt oppe og køre.
"Vi tager jo hellere et point end nul, så selvfølgelig var det vigtigt. Jeg stod ikke så langt fra målet, så det var bare at hugge til."
"Vi ville bare forsøge at få bolden ind i feltet, og det lykkedes vi med. Vi fik presset på i anden halvleg, så det var vel egentlig fortjent, at det blev uafgjort," fortæller Hugo Andersson.
Randers' keeper Patrick Carlgren var løbet med frem på hjørnesparket, hvor han også var med til at skabe kaos.
"Bolden kommer lige ned til mig, så jeg må bare sparke alt, hvad jeg kan, og så er vi heldige, at vi får scoret," fortæller målmanden.
Held eller ej, så var Randers-træner Rasmus Berthelsen glad for det sene men ene point.
"Det her er vel det tætteste, man kan komme på sejrsfølelsen, uden at have vundet, når man får så sent et point. Vi tager herfra med en god følelse, men der var bestemt udfordringer undervejs."
OB-lejren var omvendt skuffet efter scoringen i det sidste sekund, og anfører Bjørn Paulsen oplevede udligningen på tætteste hånd.
"Det er tung følelse, men vi er selv skyld i det. Der var rigtig mange i feltet, og folk skulle lige finde ud af, hvem de skulle have."
"Når der kommer sådan nogle drop-bolde, så bliver det altid farligt. Jeg tror dog godt, at vi kunnet have undgået det hjørnespark," fortæller Bjørn Paulsen.