Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Hyldester til "kongen af fodbold" strømmer ind: "Før Pelé var nummer 10 bare et tal"

Ritzau
Neymar er blandt de spillere, der hylder Pelé ovenpå legendens død torsdag aften.
Neymar er blandt de spillere, der hylder Pelé ovenpå legendens død torsdag aften.Profimedia
Fodboldikonet Pelé, der er død efter længere tids sygdom, bliver torsdag aften hyldet af stort set hele fodboldverden.

Blandt andet mindes Neymar, der i dag er en af de allerstørste stjerner i brasiliansk fodbold, den afdøde legende.

Det sker i et opslag på Instagram.

"Før Pelé var nummer 10 bare et tal," skriver Neymar med henvisning til det rygnummer, som Pelé var kendt for i løbet af karrieren.

"Den sætning læste jeg et sted på et tidspunkt i mit liv. Men den smukke sætning er ikke fuldstændig. For jeg vil sige, at før Pelé var fodbold bare en sport. Pelé ændrede alt," skriver 30-årige Neymar.

Brasiliens kommende præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, mindes Pelé i en række Tweets. Han skriver, at "der aldrig har været en nummer 10 ligesom ham". Lula overtager præsidentposten fra Jair Bolsonaro 1. januar.

Pelé, der blev 82 år, hyldes også af sin gamle fodboldklub Santos.

På Twitter har den brasilianske klub skrevet ordet "Eterno" - evig på portugisisk - sammen med et billede af en oplyst kongekrone.

Santos har tidligere meddelt, at den tilføjer en kongekrone til klubbens logo som en hyldest til Pelé, der også kaldes kongen af fodbold.

Pelé fik debut for Santos, da han kun var 15 år. Han er klubbens topscorer gennem tiden med 643 mål i 659 kampe ifølge sportsmediet The Athletic. Han vandt seks ligatitler og Copa Libertadores to gange.

Copa Libertadores er Sydamerikas pendant til Champions League i Europa.

Pelé fik debut på det brasilianske landshold som 16-årig og scorede også i sin debutkamp. Han er fortsat den yngste målscorer for Brasilien.

Han vandt VM tre gange - i 1958, 1962 og 1970 - og betragtes generelt som en af de største fodboldspillere i historien.

På Twitter har blandt andre den engelske fodboldlegende sir Geoff Hurst, der vandt VM i 1966, reageret på nyheden om Pelés død.

"Jeg har så mange minder om Pelé, som uden tvivl er den bedste, jeg nogensinde spillede imod," lyder det fra Hurst.

"For mig er Pelé den største nogensinde, og jeg var stolt af at være på banen sammen med ham. Hvil i fred og tak," skriver han.

Argentinske Lionel Messi, der også betragtes som en af verdens bedste spillere nogensinde, har lagt et billede på Instagram, hvor han står sammen med Pelé. Teksten til billedet lyder "Hvil i fred, Pelé".

Den franske fodboldstjerne Kylian Mbappé, der blev topscorer ved det netop overståede VM, mindes også det brasilianske ikon.

"Kongen af fodbold har forladt os, men hans eftermæle vil aldrig blive glemt. Hvil i fred konge," skriver Kylian Mbappé på Twitter.