I 2024 skal Tour de France for første gang nogensinde starte i Italien
"Touren er startet i alle lande, der grænser op til Frankrig. Løbet er endda startet seks gange i Holland, som ingen grænser deler med Frankrig."
"Men Touren er aldrig startet i Italien. Den skævhed bliver der rådet bod på nu", lyder der fra løbsdirektør Christian Prudhomme ifølge AFP under præsentationen af Grand Depart 2024 i Italien.
1. etape indledes i Firenze, og løbets tre første etaper foregår på italiensk grund. På 4. etape sendes rytterne afsted fra Italien, mens målbyen vil være i Frankrig.
Tour de France 2024 markerer samtidig 100-året for den første italienske vinder af Tour de France. Ottavio Bottecchia tog sejren i 1924 og igen året efter.
Næste års Tour de France vil starte i Bilbao. Det bliver tredje gang i træk, Touren starter uden for Frankrig, når Italien lægger asfalt til Touren i 2024.
I sommer lagde Danmark landskab til de første tre etaper af Tour de France.