Inden Danmark - Schweiz: Mød alpeholdets nye profiler efter stjernestop
Det schweiziske landshold leverede ved sommerens EM-slutrunde nogle voldsomt flotte resultater. Schweizerne kunne meget vel være nået længere end til kvartfinalen, som blev endestationen.
Undervejs ved slutrunden i Tyskland viste Murat Yakins tropper, at de kan spille lige op med de helt store fodboldnationer. I gruppespillet spillede de uafgjort mod Tyskland, mens de slog Italien overbevisende i ottendedelsfinalen med 2-0. I kvartfinalen tvang schweizerne England ud i en straffesparkskonkurrence, som englænderne dog endte med at vinde.
Efter slutrunden har flere af de rutinerede profiler dog sagt farvel til det schweiziske landshold. Spillere som Fabian Schär, Xherdan Shaqiri og Yann Sommer har alle valgt at lægge støvlerne på hylden i forhold til landsholdet.
Derfor er der nu andre, der må tage over. Hos Flashscore har vi taget et kig på, hvilke spillere, som sammen med anfører Granit Xhaka, skal drive holdet videre.
Gregor Kobel
Det bliver formentlig Gregor Kobel, der kommer til at overtage pladsen mellem stængerne for Schweiz. Den 26-årige Dortmund-keeper skal udfylde nogle store støvler på landsholdet. Yann Sommer har været fast mand på målmandsposten siden 2012, og han har gennem årene været med til at øge niveauet på det schweiziske landshold.
Meget tyder dog på, at Gregor Kobel er klar til at gribe stafetten. Efter flere flotte sæsoner i Dortmund har Kobel etableret sig som en af Bundesligaens bedste keepere. Hvis Schweiz skal fortsætte med at lave flotte præstationer internationalt, så kræver det, at de har en sikker sidste skanse. Og det har de i Gregor Kobel.
Manuel Akanji
Man kan argumentere for, at Manuel Akanji allerede er en af profilerne på Schweiz’ landshold, men efter Fabian Schär er stoppet, er Akanji nu den ubestridte leder i den bagerste kæde. Det er en opgave, som den 29-årige forsvarsspiller har gode forudsætninger for at løse.
I Manchester City har Manuel Akanji været en vigtig del af holdet, og han har siden sit skifte fra Borussia Dortmund haft en flot udvikling i sit spil. Ved sommerens EM-slutrunde blev dog Akanji skurken, da han brændte det straffespark, som i sidste ende gjorde udfaldet i kvartfinalen mod England.
Nu skal den stærke stopper vise, at han kan børste skuffelsen af sig og påtage sig rollen som forsvarsgeneral.
Breel Embolo
På den offensive del af banen har Schweiz flere spændende kort. Spillere som Ruben Vargas og Dan Ndoye viste sig flot frem i løbet af sommeren i Tyskland. Det bliver dog vigtigt for Murat Yakins mandskab, at angriberen Breel Embolo får en endnu større rolle på holdet.
Den 27-årige Monaco-angriber har været slemt ramt af skader i løbet af sin karriere, og han spillede blot fem Ligue 1-kampe i seneste sæson grundet en slem knæskade. Trods den manglende kamptræning leverede Embolo en flot EM-slutrunde, hvor det blev til to scoringer.
Den stærke spidsangriber har så meget fart og power, at han kan skabe problemer for alle nationers forsvar. Danskerne skal derfor holde tungen lige i munden.
Fabian Rieder
I Schweiz er der masser af spændende unge spillere, og flere af dem spillere også i topklubber rundt omkring i Europa. En af de unge spillere, der efter alt at dømme kommer til at være en del af både nutiden og fremtiden på det schweiziske landshold, er Fabian Rieder.
Rieder er blot 22 år gammel, og under EM-slutrunden erobrede han en startplads på holdet. I denne sæson er han blevet lejet ud fra franske Rennes til de forsvarende Bundesliga-sølvvindere fra Stuttgart. I weekenden kom han såmænd også på måltavlen i 3-3-kampen mod Mainz.
Fremtiden ser generelt ganske lys ud for det schweiziske landshold.
Udover Fabian Rieder har de også spillere som; Noah Okafor, Denis Zakaria, Zeki Amdouni, Dan Ndoye og Ruben Vargas, der alle kommer til at være nøglespillere i nationaldragten de næste mange år.