Infantino støtter Umititi og Banda efter de blev udsat for racisme af Lazio-fans
Opgøret mellem Lecce og Lazio måtte ifølge det italienske medie La Gazzetta dello Sport afbrydes i flere minutter, da Lazio-fans sang racistiske sange mod Lecce-spillerne Samuel Umtiti og Lameck Banda.
Som modsvar forsøgte Lecces hjemmebanefans at overdøve sangene ved at råbe Umtitis navn.
Trods det flotte comeback, hvor Lecce vendte 0-1 til sejr på 2-1, forlod Umtiti banen i tårer.
Det fik præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), Gianni Infantino, til tasterne på Instagram.
"Solidaritet med Samuel Umtiti og Lameck Banda. Lad os råbe det højt og tydeligt: Nej til racisme."
"Må det store flertal af fans, som er gode mennesker, stå frem og lukke munden på racisterne en gang for alle", opfordrer Infantino på det sociale medie.
Ifølge Lecce-præsident Saverio Sticchi Damiani var det Umtiti, der bad dommeren om at få kampen genoptaget efter afbrydelsen, skriver Reuters.
Det er langt fra første gang, at Umtiti må lægge ører til racistiske fornærmelser.
"Kun fodbold, sjov og glæde. Resten tæller ikke", skriver Umtiti på Instagram efter onsdagens kamp.