Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ingen nåde fra Bayern: Giver Bo Henriksen 45 minutters pokalprygl

Ritzau
Normalt er det Harry Kane, der står for hattricks i Bayern München, men denne onsdag var det Jamal Musiala.
Normalt er det Harry Kane, der står for hattricks i Bayern München, men denne onsdag var det Jamal Musiala.Marco Steinbrenner/DeFodi Images / Shutterstock Editorial / Profimedia
Bo Henriksen og Mainz tabte 0-4 til Bayern München, der lavede alle mål i første halvleg.

Hvis træner Bo Henriksen havde en drøm om at føre Mainz til pokaltriumf i Tyskland, blev den drøm slukket eftertrykkeligt onsdag aften.

Det undertippede Mainz-mandskab blev på egen bane pryglet med 4-0 af nådesløse Bayern München, der producerede alle fire mål i første halvleg.

Den tyske landsholdsprofil Jamal Musiala ramte en guldåre med tre fuldtræffere, mens Harry Kane lidt overraskende slet ikke fik scoret.

Det blev 1-0 allerede efter to minutter. Alphonso Davies spillede bolden ind i feltet, hvor Kane lagde den af til Musiala, som udplacerede Robin Zentner i Mainz-målet.

Det var en mareridtsstart for Henriksens tropper, der derefter havde svært ved at finde fodfæste i kampen. Mod slutningen af halvlegen gik det helt galt.

Først gjorde Musiala det til 2-0, da han fulgte op på Kanes hovedstød, og i første halvlegs tillægstid scorede Bayern yderligere to gange.

Det blev 3-0 ved Leroy Sané, som afsluttede et kontrastød, da Mainz blev fanget med mange spillere på Bayerns halvdel.

Inden halvlegen var forbi, nåede Musiala lige at score sit tredje mål - denne gang på Konrad Laimers forarbejde.

Så kunne Bayern-træner Vincent Kompany med ro i sindet tage både Kane og Musiala ud og spare deres kræfter til hårdere opgaver.

Bo Henriksen byttede også to spillere ud i pausen. Men da var slaget reelt allerede tabt.

Anden halvleg blev en mere stilfærdig omgang. Bayern havde gjort sit arbejde og koncentrerede sig primært om at holde bolden i egne rækker.

Til sidst handlede det mest om at få tiden til at gå, og dommeren lagde da heller ikke ét sekund til de 90 ordinære spilleminutter.

Bayern München er dermed klar til tredje runde, der svarer til ottendedelsfinalerne.