Inviteret til pandekager: Europamestre i curling bliver hyldet på Københavns Rådhus
De danske europamestre i curling kommer nemlig forbi og skal hyldes af blandt andre Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S).
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse. Madeleine Dupont, Mathilde Halse, My Hollinger, Denise Dupont og Jasmin Lander sørgede i slutningen af november for, at dannebrog steg til tops ved EM i svenske Östersund.
Det danske hold slog Schweiz i finalen 26. november. Det var første gang i 28 år, at et dansk curlinglandshold vandt en guldmedalje.
"Curlingkvindernes sejr sætter punktum for et fantastisk dansk sportsår. Jeg glæder mig til at fejre triumfen på rådhuset med pandekager og det hele", siger Sophie Hæstorp Andersen.
Hvad "det hele" dækker over, står hen i det uvisse, men sikkert er det, at overborgmesteren holder tale for de succesrige curlingspillere. Det samme gør en repræsentant fra Dansk Curling Forbund. Og så kommer pandekagerne på bordet.
Der er tradition for, at danske atleter besøger rådhuset i København, når de har vundet store mesterskaber. I sommer var det Jonas Vingegaard, der efter sin Tour de France-triumf besøgte rådhuset og blev hyldet af mange tusinde danskere.
Det fremgår ikke af Københavns Kommunes pressemeddelelse, om curlinglandsholdet også får en tur på balkonen.