Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Aalborg kører Rødovre over i målfest på isen med otte forskellige målscorere

Ritzau
Aalborgs Kirill Kabanov i kamp med Rødovre
Aalborgs Kirill Kabanov i kamp med RødovreThomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Aalborg Pirates har fået en forrygende start på titelforsvaret i Metal Ligaen.

De nordjyske ispirater viste klasseforskellen, da det tirsdag aften blev til en overbevisende sejr på 8-5 ude over Rødovre.

Bemærkelsesværdigt havde nordjyderne otte forskellige målscorere i kampen.

Aalborg har nu scoret imponerende 16 gange i løbet af sine to ligakampe i denne sæson.

Rødovre har været en positiv overraskelse i begyndelsen af sæsonen i Danmarks bedste ishockeyrække, men klubben fra den københavnske vestegn blev kørt ud af egen is tirsdag aften.

Hjemmeholdet nåede ellers at føre både 1-0 og 2-1 i opgørets spæde start, men allerede efter første periode var det afgørende hul slået, da Aalborg førte 5-2.

Det nordjyske skydetelt fortsatte i anden periode, og føringen blev udbygget yderligere.

Med en margin på fem mål inden de sidste 20 minutter tillod Aalborg-spillerne sig selv at gå et gear ned. Det gjorde en kedelig tredje periode langt mere jævnbyrdig end de to foregående, og i slutfasen af den fik Olaf Ellers mandskab pyntet på måltavlen to gange.

Mens det er blevet til to overbevisende ligasejre i to forsøg, har Aalborgs sæsonstart også budt på Champions League-kampe. Her er det gået lige modsat. Nordjyderne har tabt alle sine fire kampe.