Aalborg Pirates forstærker sig med en gammel kending i form af Pierre-Olivier Morin
Han behøver ingen nærmere præsentation i de danske hockeykredse. Den 32-årige canadier er nu klar til sit tredje ophold hos de dobbelte danske mestre i Aalborg Pirates.
“Vi er glade for, at vi får mulighed for at hente Morin tilbage til Aalborg. Han er en spiller, der kender klubben ud og ind, ved hvad vi står for, og vi kender Morin og hans kvaliteter. Han kender omklædningsrummet, og har spillet sammen med næsten alle de spillere, der er på kontrakt for den kommende sæson, hvilket også er et stort plus”, udtaler sportschef Ronny Larsen til klubbens hjemmeside.
Morin vandt mesterskabet med Aalborg Pirates i 2018 og 2022 og vandt desuden Final 4 finalen i 2018. I Aalborg glæder man sig selvsagt til gensynet med Morin.
“Morin er en stærk 2 vejs center, som kan spille i alle situationer. Han har nogle stærke lederegenskaber, som vi har set tidligere, og det er noget, som vi kommer til at trække på”, siger Ronny Larsen.
Sidste sæson spillede Morin i franske Amiens, hvor han lavede 44 points i 48 kampe. I Pirates-trøjen skorter det heller ikke med points. I 213 kampe for klubben, har Morin leveret 167 points.
“Jeg er glad for at være tilbage i Aalborg til næste sæson. Aalborg har en vinderkultur med gode folk i omklædningsrummet. Fans, frivillige og andre der hele tiden arbejder hårdt for en god atmosfære, som er god at spille i. Jeg glæder mig til at det bliver august, så vi kan komme i gang med at kæmpe for mesterskabet”, udtaler Pierre-Olivier Morin i forbindelse med præsentationen.