Dansk ishockey-profil overvejer halsbeskyttelse: Vil gerne være rollemodel for de unge
Kampen i lørdags mellem Nottingham Panthers og Sheffield Steelers, fik en tragisk udgang, da Adam Johnson blev ramt på halsen af en skøjte. Johnson liv stod ikke til at redde, og der har medført diskussioner i klubber, om hvorvidt man skal benytte beskyttelse omkring halsen.
Den danske landsholdsspiller, Matthias Asperup, er en af de mange der er berørt i hændelsen i England.
”Det sætter klart nogle tanker i gang. Man får en klump i maven. Man får det helt vildt dårligt, og kan ikke undgå at tænke på Johnson selv, hans venner og familie, men bestemt også på den spiller der ramte ham, der ikke har gjort det med vilje”, lyder det fra Rungsted-spilleren Matthias Asperup.
I Danmark er ikke et krav at benytte halsbeskyttelse, for herre-spillere der er fyldt 18 år. Alle ungdomsspillere og kvindespillere er forpligtet til et benytte beskyttelse.
Som ung spillede Asperup i Sverige, hvor det hele vejen igennem ligasystemet er et krav at beskytte halsen, men ved hjemkomsten til Danmark, stoppede Asperup med at benytte det.
”For mit vedkommende smed jeg det igen da jeg kom hjem fra Sverige. Jeg var jo ikke så gammel, og jeg syntes det var virkeligt irriterende at skulle have på dengang. Nu kan man få halsbeskyttere der ikke generer lige så meget, eller måske er inkorporeret i trøjen”, lyder det fra den målfarlige forward, der dog godt forstår, hvis man fra et højere sted indfører det som en del af reglementet.
”Jeg kan dog sagtens forstå det, hvis DIU eller IIHF gik ud og indførte det som en regel, efter tragedien i England”
Nu er den 28-årige landsholdsspiller selv en af de erfarne spillere, og en som de unge spillere ser op til. Det ansvar forpligter, og Asperup fortæller at man i Rungstedtruppen har snakket om den tragiske hændelse.
”Vi er nogle stykker af de erfarne spillere, der har snakket om at være rollemodeller overfor de unge, ved at benytte halsbeskyttelse. Det giver os også mulighed for at følge op på det, og kunne sige til at de unge, at sådan gør vi her på holdet. Det er jo bare en vanesag”, siger Asperup, som ikke selv havde beskyttelse på i søndags mod Sønderjyske, men måske benytter det inden længe.
”Jeg ved der er mange, inklusiv mig selv, der overvejer det. Der var også nogle af vores spillere der benyttede det allerede i søndags, men i bund og grund er det jo spillernes eget valg. Det er heller ikke alle der, helt lavpraktisk, har en halsbeskytter”.
Rungsted spiller tirsdag aften på egen is mod Sønderjyske. De mødtes også i søndag i Vojens, i en kamp som sønderjyderne vandt med 5-2.