Esbjerg-træner vil undgå ishockeymareridt fra sidste år
Men DM-finaledrømmen lever stadig for Esbjerg, som er én sejr fra et vildt comeback.
Søndag lykkedes det nemlig Esbjerg at vinde 2-1 på hjemmebane over Herning og udligne til 3-3 i kampe. Dermed skal serien afgøres i en syvende kamp tirsdag aften klokken 19.30.
For præcis et år siden stod Esbjerg på samme stadie i slutspillet med en syvende kamp mod Rungsted Seier Capital, og dengang tabte vestjyderne det afgørende opgør.
I sidste års semifinaleserie var det Esbjerg, som smed en 3-1-føring i kampe væk ved at tabe tre dueller i træk mod Rungsted.
Det husker Esbjerg-træner Jason Jaspers med al tydelighed.
"Jeg har stadig mareridt over semifinalen mod Rungsted sidste år, hvor vi misbrugte matchboldene og endte med at tabe kamp syv", siger Jason Jaspers til klubbens hjemmeside.
Han håber nu på at fuldføre comebacket mod Herning.
"Vi var nede med 1-3 i kampe og har kæmpet os tilbage til 3-3 i serien. Men vi skal gøre arbejdet i serien færdigt, før noget kan fejres, så det bliver spændende i Herning".
"Jeg vil gerne give kredit til hele holdet for den måde, som de er gået til opgaven på", siger Jason Jaspers.
Han roser især sine spillere for søndagens præstation mod Herning.
"Vi var tålmodige og fik kæmpet marginalerne over på vores side. Men det var bestemt ikke let. Vi sled og slæbte og spillede klogt i hjemmekampen. Det kan vi tage med os til kampen i Herning".
"Vi er nu klar til kamp syv. Den tager vi skift for skift, periode for periode", siger Esbjerg-træneren.