Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Esbjerg tvinger finaleduel ud i afgørende opgør efter herningensisk udvisningsraseri

Ritzau
Der var ikke mangel på infight i Esbjerg.
Der var ikke mangel på infight i Esbjerg.Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Herning Blue Fox kunne dufte en plads i DM-finalen, da man bragte sig foran 3-1 i semifinaleserien mod Esbjerg Energy efter fire af de maksimalt syv kampe.

Men Esbjerg fulgte en overtidssejr tidligere på ugen op med en 2-1-sejr på egen is søndag, og dermed må semifinalen ud i en altafgørende syvende kamp i Herning.

Vinderen af det opgør skal i DM-finalerne op imod de forsvarende mestre fra Aalborg Pirates, der gjorde kort proces med 4-0 i kampe over Herlev Eagles.

Gæsterne fra Heden havde svært ved at holde sig ude af straffeboksen i første periode i Esbjerg. Hele fem udvisninger ragede Herning til sig, mens hjemmeholdet nøjedes med en enkelt.

Esbjerg formåede ikke at udnytte overtallet de første gange, men efter at være kommet foran efter 16 minutters spil ved Jeffrey King blev næste powerplay udnyttet.

Phil Marinaccio var til afkøling, da Søren Nielsen blev sat op til scoring og fordoblede vestjydernes føring.

Der var hele tiden høj intensitet og små bataljer overalt på banen. Spillerne holdt sig dog i de fleste tilfælde lige præcis på den rigtige side af grænsen.

Anden periode bød kun på tre udvisninger, de to af dem til Herning, som havde flest skud på mål. Det blev dog sjældent virkelig farligt.

Esbjerg rettede fokus mod at holde en stærk defensiv og for alt i verden holde sig ude af straffeboksen, så Herning ikke fik muligheder i powerplay.

Den mission lykkedes til fulde. Sidste periode bød hverken på udvisninger eller scoringer, og dermed blev de to mål i første periode afgørende, trods en sen reducering af Mads Christensen i allersidste sekund.

Den syvende semifinaledyst spilles tirsdag klokken 19.30.