Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Flyvende sønderjyder smadrer duksen Aalborg 10-0

Ritzau
Sønderjyske uddelte bøllebank til mestrene fra Aalborg
Sønderjyske uddelte bøllebank til mestrene fra Aalborg René Schütze/Fotograf René Schütze/Ritzau Scanpix
Siden et smerteligt 3-13-nederlag til Esbjerg i december har Sønderjyskes ishockeyherrer været ustoppelige.

Onsdag kronede sønderjyderne sin sublime periode med sin 10. sejr i træk, og den kom i hus efter en sejr på hele 10-0 over det forsvarende mesterhold og suveræne førerhold i Metal Ligaen, Aalborg Pirates.

Perioden indeholder både en stærk stime i ligaen og en pokaltitel, der kom i hus efter sejre over Herning og Rungsted.

Onsdag afgjorde Sønderjyske reelt kampen i en overlegen indledning, hvor Aalborg-profilen Lasse Bo Knudsen ind i mellem en stribe scoringer måtte køres fra banen på en båre.

På under fire minutter forvandlede Sønderjyske 0-0 til 4-0, inden gæsterne fik en lille pause frem til anden periode.

Her sad nordjyderne på en stor del af spillet og afslutningerne, men Sønderjyske var knivskarpe og satte yderligere to pucke ind bag Aalborg-målmand George Sørensen, inden han fik fyraften og lod sig udskifte med Albert Adamsen.

Adamsen kunne dog ikke gøre meget for at bremse det sønderjyske tog, der buldrede videre og scorede tre gange mere.

At hjemmeholdets fremragende stime skyldes holdet frem for enkelte profiler, blev understreget i storsejren onsdag, hvor syv forskellige spillere scorede og yderligere tre blev noteret for mindst en assist.

Med sejren passerer Sønderjyske Herning i tabellen og spiller sig op på andenpladsen med 71 point for 39 kampe. Aalborg fører an med 83 point.