Mads Christensen stopper: - "Kroppen gør pisseondt hver morgen"
36-årige Christensen fortæller til Herning Folkeblad, at hans kontrakt med klubben ikke bliver forlænget. Han er ikke i tvivl om, at karrierestoppet er den rigtige beslutning.
"Jeg har haft for mange skader. Kroppen gør pisseondt hver morgen - specielt her i slutspillet med det tætte program. Jeg har jo fandeme spist smertestillende hele tiden for at komme igennem. Jeg har også brækket flere ting gennem årene og været igennem operationer. Og jeg vil hellere selv sige, at det er slut end at vente på, at kroppen slukker helt," siger Mads Christensen til Herning Folkeblad.
Forwarden kan se tilbage på en karriere, der gjorde ham til en decideret titelsluger i Danmark og Tyskland. Hele 11 gange har han vundet et nationalt mesterskab.
De første fire guldhjelme vandt han i starten af karrieren med Herning. Herefter skiftede han til Sønderjyske, hvor han også omgående vandt guld.
I 2009 fortsatte rejsen sydpå til Tyskland. Efter et år i Iserlohn blev han hentet af storklubben Eisbären Berlin og var med til at vinde den tyske liga tre år i træk.
Det samme skete, da han senere flyttede til München, hvor han spillede, indtil han i 2020 vendte hjem til Herning.
På landsholdet blev det til 136 A-landskampe, 20 mål og 10 VM-turneringer. Han spillede sin sidste landskamp i 2018, da Danmark røg ud af VM på hjemmebane i Boxen med et nederlag til Letland.