Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Reservekeeper efter brandkamp: Noget andet end Metal Ligaen

Ritzau
Reservekeeper efter brandkamp: Noget andet end Metal Ligaen
Reservekeeper efter brandkamp: Noget andet end Metal LigaenCHRISTIAN KOLBERT/DPA/dpa Picture-Alliance via AFP
Han troede, at de 20 minutter, han fik til sidst i afklapsningen mod Schweiz i lørdags, skulle være hans eneste optræden på den største scene.

Men da førstemålmand Frederik Dichow lagde sig syg, var der pludselig igen bud efter reserven Mathias Seldrup, da ishockeylandsholdet afsluttede VM mod Finland mandag aften.

Esbjerg-keeperen, der var til VM i 2022 og 2023 uden at spille, greb chancen med begge hænder.

Han leverede en brandkamp, stod med en redningsprocent på mere end 94 og blev helt naturligt kåret til Danmarks bedste spiller i 1-3-nederlaget.

"Det var en fed oplevelse. Det går godt nok hurtigt på det her niveau. Det er noget helt andet end Metal Ligaen."

"Men det er fedt, at jeg fik chancen. Jeg ville gøre alt for at gribe den, og det synes jeg egentlig også, at jeg gjorde," siger Mathias Seldrup.

Holdkammeraterne stod også i kø for at hylde den populære reservemålmand, da det hele var overstået.

"Jeg er så stolt af ham og glad på hans vegne. Han har kæmpet hårdt hver dag under træningerne og altid været glad. Han spillede en kanonkamp."

"Vi vidste, at han havde det i sig, og det har de også set hjemme i den danske liga," siger Patrick Russell.

Landstræner Mikael Gath fortæller om en målmand, der altid sørger for god stemning, selv om hans primære rolle er som reserve.

"Han har altid et smil på læberne og elsker at spille ishockey. Han er så utrolig taknemmelig for at få chancen."

"At han kommer ind i foran 17.000 mod Finland og leverer sådan en kanonindsats. Det gør mig glad i hele kroppen," siger Gath.

27-årige Mathias Seldrup skifter efter sommerferien fra Esbjergs sølvvindere til barndomsklubben Herning.