Bjorkstrands Seattle er klar til første NHL-slutspil: Én billet tilbage at slås om
Med den danske forward Oliver Bjorkstrand på holdet vandt Seattle Kraken natten til fredag 4-2 hjemme i Climate Pledge Arena over Arizona Coyotes.
De to point, som sejren giver til regnskabet, betyder, at Seattle Kraken er sikker på at sætte sig på den ene af de to slutspilspladser, der stadig var i spil i NHL's vestlige turneringshalvdel.
Tre hold, blandt andet Nikolaj Ehlers' Winnipeg Jets, kæmper om den sidste plads.
Oliver Bjorkstrand fik næsten 19 minutter på isen, men fik ikke øget sin personlige pointhøst, der lyder på 19 mål og 23 assister i sæsonen.
Det var dog heller ikke nødvendigt, for Seattle tog hurtigt initiativet og førte 3-0 midtvejs i kampen. Spænding blev der aldrig rigtigt. Arizonas sidste scoring til 2-4 faldt i sidste minut.
Seattle Kraken er NHL's nyeste tilføjelse, der blev indlemmet i ligaen i 2021. Debutsæsonen blev dog ikke det store sus, og holdet sluttede næstsidst i den vestlige halvdel.
I denne sæson har Seattle Kraken dog en mere slagkraftig trup efter tilføjelsen af blandt andre Oliver Bjorkstrand, der blev hentet i Columbus Blue Jackets sidste sommer.
Organisationen tæller endnu en dansk spiller i form af Alexander True. Den store center har dog spillet hele sæsonen på udviklingsholdet Coachella Valley Firebirds.
Slutspillet begynder 17. april.