Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk NHL-optakt: Flere danske profiler spiller for nye kontrakter i den kommende sæson

Henrik Bauch
Opdateret
Lars Eller er den dansker der har spillet flest kampe i NHL
Lars Eller er den dansker der har spillet flest kampe i NHLČTK / AP / Matt Freed
Den nye NHL står for døren, og fra et dansk perspektiv er der fem spillere, der i udgangspunktet er dem, der skal vise Danmark frem i verdens bedste hockeyliga.

Lars Eller - Pittsburgh Penguins

Pittsburgh Penguins befinder sig for andet år i træk i en situation, hvor de skal finde balancen mellem at være i en genopbygningsfase, og stadig have flere stjernespillere på kontrakt.

Lidt nede i hierarkiet findes danske Lars Eller, der er klar til at tage hul på sin anden sæson hos de femdobbelte Stanley Cup vindere.

Danskeren fik oprejsning sidste sæson, efter en skuffende sæson, der blev delt mellem Washington Capitals og Colorado Avalanche. Eller var på holdkortet i alle Penguins 82 kampe, og spillede i gennemsnit næsten 16 minutter pr. kamp, hvilket er flotte tal, på en position hvor Pittsburgh råder over både Sidney Crosby og Evgeni Malkin.

I de 82 kampe blev til 31 points, og igen i denne sæson vil spilletiden ligge i bottom six. Den 35-årige dansker er projekteret som tredjecenter, men tilføjelsen af Kevin Hayes fra St. Louis Blues, kan ende med at udfordre Ellers status i tredjekæden.

Ellers evner fra faceoffcirklen, samt hans evner i undertalsspillet, skal nok holde danskeren til ilden i Pittsburgh, der får det svært i forhold til at kvalificere sig til slutspillet.

Kontrakten mellem den danske landsholdsspiller og Pittsburgh gælder til og med den kommende sæson.

Frederik Andersen - Carolina Hurricanes

Frederik Andersen havde en sidste sæson, som han gerne undgår at gentage. En blodprop satte The Big Easy ud af spillet i lang tid, men Herning-drengen kom tilbage, og var startende målmand for Carolina Hurricanes i slutspllet.

Denne sæson kan dog blive en udfordrende en af slagsen. Rollen som det ubestridte førstevalg er en saga blot, og flere nordamerikanske medier melder om et bytte mellem Andersen og russiske Pyotr Kochetkov.

Den 10 år yngre russer holdt Hurricanes oven vande under Andersens fravær, og forventes at få den største rolle af de to. Til Andersens fordel taler, at head coach Rod Brind’Amour foretrækker at have to ligeværdige målmænd, fremfor et decideret førstevalg

Ligesom Eller og Pittsburgh, ligger Carolina i den hårde Metropolitan Division. Det ligner dog en sæson hvor Hurricanes igen kommer i slutspillet, hvor Andersens rutine kan komme i spil.

35-årige Andersen har et år tilbage af kontrakten med Carolina, og derfor må danskeren finde yderligere motivation i at skulle tilspille sig en kontrakt fra sommeren 2025.

Oliver Bjorkstrand - Seattle Kraken

Oliver Bjorkstrand måtte melde fra den danske OL-kvalifikation med en skade, men den danske forward er klar til Seattles sæsonpremiere i aften dansk tid.

Danskeren med den amerikanske far, er en af stjernerne for Seattle Kraken, og satte sidste sæson personlig rekord med fornemme 59 points i 82 kampe. Derudover blev det til en udtagelse til All-Stars weekenden, samt stemmer i afstemning om Lady Bing trofæet, der gives til spilleren der udviser den største sportsmanship, foruden spillemæssige kvaliteter.

I den kommende sæson ligner det en plads i andenkæden, på højre side af den talentfulde Matty Beniers, og hvis den 21-årige amerikaner ere tilbage på toppen, ligger der mange points og venter på Bjorkstrand i den kæde.

Det ligner dog alt i alt en svær sæson i det nordvestlige USA, og slutspillet ligger nok udenfor for Bjorkstrands rækkevidde.

Aftalen mellem Kraken og Bjorkstrand læber frem til sommeren 2026.

Nikolaj Ehlers - Winnipeg Jets

Nikolaj Ehlers kom tilbage efter et par skadesplagede sæsoner, og spillede samtlige 82 grundspilskampe for Winnipeg Jets. Derudover blev det til fem kampe i slutspillet for danskeren, der samlet set lavede 63 points, fordelt på 25 mål og 38 assists.

Ehlers ligger i andenkæden på Winnipegs depth chart, og meget af holdets succes står og falder med danskerens produktion.

Det canadiske hold havde en af deres bedste sæsoner i sidste sæson, men en udskiftning på head coah positionen kan gøre den kommende sæson vanskelig, i den meget jævnbyrdige Central Division.

28-årige Ehlers har tidligere været nævnt på vej væk fra Jets, og denne sæson er den sidste på hans nuværende kontrakt, og der ses det ofte at spillere sætter en forrygende sæson sammen, i jagten på en guldrandet kontrakt.

Forventningerne fra Canada er under alle omstændigheder, at Ehlers skal være go-to guy i andenkæden, og som minimum gentage sidste sæsons pointsproduktion.

Jonas Røndbjerg  - Vegas Golden Knights

Sidste dansker, der kan forvente at spille NHL-minutter, er Jonas Røndbjerg fra Vegas Golden Knights. Den tidligere Rungsted-forward ligger i periferien af NHL-truppen, og blev søndag sat på den såkaldte waiver-liste, med henblik på at blive tilknyttet AHL-holdet Henderson Silver Knights.

Sidste sæson bød på 20 kampe for Golden Knights, hvilket resulterede i tre points, og lidt over 11 minutters istid pr. kamp.

Udfordringen for Røndbjerg ligger nu i at bevare motivationen på næstøverste niveau, velvidende, at han potentielt blot er en skade eller et formdyk fra at blive kaldt op til NHL.

Produktionen i AHL ligger på små 30 points pr. sæson, og det kan godt betegnes som en skuffelse, at Røndbjerg ikke klarede cuttet i første omgang.

De to parter har papir på hinanden for den kommende sæson, og i lighed med flere andre danskere, spiller Røndbjerg dermed for en ny kontrakt.