Danske Oliver Bjorkstrand spiller hovedrolle i Seattle Krakens kvartfinalesejr
Den danske ishockeyspiller stod bag en af scoringerne, da Seattle indledte sin kvartfinaleserie mod Dallas Stars med en overtidssejr på 4-3.
I første periode fik Oliver Bjorkstrand pucken midt på banen, skøjtede en smule ud til højre og hamrede den op i det fjerne hjørne.
Målet bragte Seattle i front med 3-2, efter at holdet havde været nede med både 0-1 og 1-2.
Inden første periode var slut, var Bjorkstrand og holdkammeraterne kommet foran med 4-2, og det så ud til, at holdet kunne køre sejren overbevisende i hus.
Helt så let gik det dog ikke. Dallas slog tilbage i tredje periode, hvor Joe Pavelski scorede sit tredje og fjerde mål i kampen.
Dermed var de to hold på omgangshøjde, da den ordinære spilletid var slut, og det hele skulle afgøres i overtid.
Her var Oliver Bjorkstrand en del af det pres, der førte til, at hans holdkammerat Yanni Gourde afgjorde kampen til Seattles fordel.
Det hele endte dermed 4-3, og Seattle fører nu kvartfinaleserien, der spilles bedst af syv kampe.
Næste kamp spilles natten til fredag dansk tid.