Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ehlers og Winnipeg fortsætter vild vinderstime i NHL

Ritzau
Ehlers og holdet fejrer en scoring.
Ehlers og holdet fejrer en scoring.Profimedia
Winnipeg Jets og Nikolaj Ehlers vandt for 15. gang ud af 16 mulige i starten af denne sæson i NHL.

Et hold er mere flyvende end alle andre i NHL netop nu. Det er Winnipeg Jets, der har danske Nikolaj Ehlers med på holdet i en bærende rolle.

Ehlers leverede på to vigtige tidspunkter en assist for Winnipeg Jets, der vandt 6-3 ude over New York Rangers i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Det var den syvende sejr i træk til Winnipeg Jets, der bliver ved med at imponere.

Sejren var den 15. af slagsen i denne sæson, og det er kun blevet til et nederlag en enkelt gang.

Dermed er Winnipeg Jets det hurtigste hold til at opnå 15 sejre i NHL. Tidligere havde flere hold opnået 15 sejre efter 17 kampe, som var det hidtil hurtigste.

"Det havde vi aldrig regnet med. Vi havde talt om at få banket en masse point sammen i starten af sæsonen, da vi er i en meget svær række," siger Winnipeg Jets-træner Scott Arniel til nhl.com.

Ehlers kom ikke selv på måltavlen, men to gange leverede han en assist. Det skete ved målene til 2-1 i anden periode og 5-3 i tredje periode.

New York Rangers var længe godt med i kampen i Madison Square Garden, men flere gange smed hjemmeholdet pucken væk.

Det straffede Winnipeg Jets ved fire af målene, og det blev dermed en af de afgørende nøgler til sejren.

I en af de øvrige NHL-kampe blev Oliver Bjorkstrand noteret for en assist for Seattle Kraken, der vandt 5-2 hjemme over Columbus Blue Jackets.