Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Første sejr i over 30 år eller første sejr nogensinde: Stanley Cup-finalister på plads

Ritzau
Connor McDavid, her forrest, er Edmonton Oilers helt store stjerne. Den 27-årige canadier er tre gange i karrieren kåret som MVP i NHL.
Connor McDavid, her forrest, er Edmonton Oilers helt store stjerne. Den 27-årige canadier er tre gange i karrieren kåret som MVP i NHL.Codie McLachlan/Getty Images via AFP
Edmonton Oilers og Florida Panthers bliver de hold, som i op mod syv kampe skal dyste om verdens mest prestigefyldte trofæ i klubishockey, Stanley Cup.

Det står klart natten til mandag, hvor Edmonton Oilers har vundet sin fjerde kamp i finaleserien af Western Conference i den bedste nordamerikanske liga for ishockey, NHL.

I NHL's slutspil afgøres opgør i bedst-ud-af-syv-format. For at vinde eksempelvis kvartfinalen, skal man slå modstanderholdet fire gange for at gå videre.

Edmonton Oilers slog natten til mandag Dallas Stars 2-1 på hjemmebane i Canada.

Sejren var Oilers' fjerde i serien og gør holdet til mestre af den vestlige halvdel af NHL.

Med titlen får Oilers en plads i den samlede finaleserie for NHL, Stanley Cup.

Her skal holdet møde Florida Panthers, som slog New York Rangers 4-2 i finaleserien af Eastern Conference - den østlige halvdel af NHL.

Panthers får dermed endnu en chance for at vinde Stanley Cup, efter at det sidste år led et svidende 1-4-nederlag til Vegas Golden Knights, som vandt sin første Stanley Cup.

Panthers har aldrig vundet trofæet før.

Edmonton Oilers har vundet trofæet fem gange før, men kun 3 af holdets i alt 37 nuværende spillere var overhovedet blevet født, da det canadiske mandskab sidst tog trofæet i 1990.

Finaleserien står til at begynde 8. juni amerikansk tid.

Stanley Cup bliver i år uden danskere på isen.

Frederik Andersen fra Carolina Hurricanes og Nikolaj Ehlers fra Winnipeg Jets var ellers begge med i slutspillet. Winnipeg Jets røg dog ud i ottendedelsfinalen, mens Carolina Hurricanes blev slået i kvartfinalen.