Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Florida Panthers er snublende tæt på første Stanley Cup-trofæ

Ritzau
Florida Panthers er blot én enkelt sejr fra at tage klubbens allerførste Stanley Cup-trofæ i historien.
Florida Panthers er blot én enkelt sejr fra at tage klubbens allerførste Stanley Cup-trofæ i historien.Harry How/Getty Images via AFP
Florida Panthers har natten til fredag dansk tid endnu en gang sejret over Edmonton Oilers i NHL-finalen, også kendt som Stanley Cup.

Med sejren på 4-3 står det nu 3-0 til Florida Panthers i finalen, der afgøres i et bedst-ud-af-syv-format.

Canadiske Sam Reinhart bragte Florida Panthers på 1-0 i første periode, før Warren Foegele udlignede for Edmonton Oilers kort inde i anden periode.

Senere i anden periode skulle Florida Panthers bruge bare lidt over seks minutter på mere eller mindre at sikre sejren.

Først scorede Vladimir Tarasenko til 2-1, dernæst Sam Bennett til 3-1 efterfulgt af Aleksandr Barkov til 4-1.

I tredje periode reducerede svenske Philip Broberg til 2-4 og Ryan McLeod til 3-4, men lige lidt hjalp det.

Florida Panthers har aldrig før vundet Stanley Cup, som er  det mest prestigefyldte trofæ i klubishockey.

Edmonton Oilers har vundet trofæet fem gange før, men kun tre af holdets i alt 37 nuværende spillere var overhovedet blevet født, da det canadiske mandskab sidst tog trofæet i 1990.

Teoretisk set kan Edmonton Oilers stadig vinde trofæet. Det kræver først og fremmest en sejr i næste kamp, der spilles natten til søndag dansk tid. Derefter skal klubben vinde yderligere tre gange.