Florida Panthers puster nyt liv i NHL-finale med sejr over Vegas Golden Knights
Foran 2-1 i udekampen mod Florida Panthers var gæsterne tæt på at gøre det til 3-0 i serien, men hjemmeholdet kom flot tilbage og vandt opgøret 3-2 efter overtid.
I stedet for at have fire matchbolde i duellen om ishockeyens mest eftertragtede trofæ, Stanley Cup, risikerer holdet fra Vegas at alt er lige om et par dage, når den fjerde finalekamp er spillet.
Opgøret natten til fredag dansk tid så Florida tage en tidlig føring, men inden første periode var omme, havde Vegas-holdet udlignet.
Fem minutter før afslutningen på anden periode kom gæsterne tilmed foran, og Florida var få minutter fra at ende på randen af knockout.
Matthew Tkachuk, som har leveret en fremragende første sæson siden skiftet fra Calgary Flames, dukkede op og sendte opgøret i overtid. Han har leveret 133 point i 98 kampe siden ankomsten sidste sommer.
Efter lidt mere end fire minutters spil af overtiden kunne canadieren Carter Verhaeghe lade sig tiljuble af Florida-holdkammeraterne med sejrsmålet.
Kamp fire i finaleserien spilles natten til søndag dansk tid - endnu en gang på Floridas hjemmebane.