Dansk ishockeykaptajn er hele VMs største arbejdshest: Over 25 minutter i snit
Jesper Jensen Aabo er en altmuligmand på isen, og den slags giver fast arbejde. Efter fire spillerunder er danske kaptajn den spiller ved hele VM, der har fået mest istid.
25 minutter og 42 sekunder opholder Aabo sig i gennemsnit inden for banderne. Det er mere end et minut mere end nordmanden Johannes Johannesen, der er nummer to på arbejdsmændenes topliste.
"Jeg er en spiller, der er på isen i alle typer situationer. Sådan har det været, alle de steder jeg har spillet. Jeg kan lide at spille både offensivt og defensivt, og trænerne kan åbenbart godt lide at bruge mig til begge dele".
"Det er jeg selvfølgelig glad for. Jeg elsker at spille meget, og det er også på den måde, jeg spiller bedst. Mener træneren, at jeg skal spille 30 minutter, så gør jeg også det med glæde", siger Jesper Jensen Aabo.
Selv om han kun er 31 år, er han i gang med sin 12. VM-turnering. Han har været med hver gang siden debuten i Bratislava i 2011.
Kaptajnen erkender dog, at den lange arbejdstid ind imellem trækker tænder ud.
"Jo, det er da lidt hårdt. Men det er jo sjovt - især her på landsholdet, hvor jeg altid har nydt at være med. Nu er jeg blevet lidt ældre, og når man begynder at kunne se enden på det, nyder man hvert eneste skift på isen", siger Aabo.
En anden dansker, Markus Lauridsen, er nummer fire på listen over spillere med mest istid.
Syv backer ligger øverst. Forwarden med flest spilleminutter er også dansk, nemlig Patrick Russell. Han har i gennemsnit været i kamp i knap 22 minutter per kamp.