Dansk stjerneforward tror på VM-avancement til det sidste: Vi kører bare på
Efter lørdagens nederlag til USA har Danmark nu kun opgør mod Sverige og Finland tilbage og skal formentlig sammenlagt hente fem point.
Det ligner umiddelbart en kolossal opgave, men Danmarks mest prominente navn, NHL-forwarden Nikolaj Ehlers, har endnu ikke opgivet håbet.
"Jeg tror på det, så længe vi stadig har en chance. Vi kører bare på, og jeg er sikker på, at alle de andre har den samme indstilling."
"Først skal vi dog lige have slappet lidt af," siger Ehlers inden søndagens hviledag i VM-lejren.
Sidste år havde Danmark også et svært slutprogram, men besejrede sensationelt Canada og holdt dermed liv i kvartfinalehåbet til sidste kamp.
Kravet er efter alt at dømme en tilsvarende overraskelse mod Sverige mandag eftermiddag.
"Vi skal levere noget lignede det, vi gjorde mod USA, siger Ehlers og henviser det den danske disciplin og arbejdsindsats."
"Sverige og Finland har selvfølgelig noget mere sammenspillede hold end amerikanerne, men jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne drille dem," lyder det fra Winnipeg Jets-spilleren.
De danske spillere vil formentlig følge opgøret mellem Tyskland og Ungarn søndag eftermiddag med en vis interesse.
Skulle ungarerne overraske og tage point fra tyskerne, bliver kravet til Danmarks afsluttende pointhøst tilsvarende mindre.