Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Finland skuffer stort i Tampere mod et ungt amerikansk hold tilsat lidt erfaring

Henrik Bauch
Head coach David Quinn og hans unge drenge sejrede overraskende
Head coach David Quinn og hans unge drenge sejrede overraskendeProfimedia
Finland er storfavoritter til en genvinde VM. De regerende verdens- og olympiske mestre kan næsten kun skuffe de hockey-gale finske fans. Første kamp viste at der er noget at arbejde på.

Værtsnationen Finland tog imod USA i en proppet Nokia Arena.

Finnerne, der typisk ikke er et offensivt sprudlende hold, kom stærkt ud og satte amerikanerne under pres.

Anført af Mikko Rantanen og Kappo Kakko, var amerikanerne nærmest ikke ude af deres egen zone i de første syv minutter.

Hjemmeholdet havde klart de fleste chancer, selvom der ikke var en masse. Skudstatistikken lød på 10-9 i finsk favør. Selv ikke i overtal formåede USA for alvor at presse den finske defensiv.

Tre minutter før perioden sluttede, fik Finland endelig slået hul på bylden. Fornemt powerplay af finnerne, hvor Jere Sallinen med en pasning på førsteberøringen fandt Teemu Hartikainen, der fik passeret Casey DeSmith i amerikanernes mål.

USA startede 2. periode i powerplay. Selvom finnerne havde den største chance, var det USA der kom tilbage i kampen, med en udligning til 1-1 umiddelbart efter. Troede de fleste i hvert fald.

Matt Coronato slyngede pucken mod mål. Inde foran stod Michael Eyssimont og tog målmand Emil Larmis udsyn. Finnerne tog en challenge, da de mente der var goaltender interference. Efter videogennemsyn annullerede dommerne også målet og finnerne var dermed stadig i front med en enkelt scoring.

Det animerede dog amerikanerne til at komme ind i opgøret for alvor. Ikke længe efter den tilbagekaldte scoring sendte Sean Farrell et håndledsriv direkte på overliggeren. Det lignede at USA relativt hurtigt fik vænnet til den større isflade der spilles på i Europa, hvilket notorisk er noget amerikanerne har svært ved.

Traditionen tro har USA flere collegespillere med til VM og to af dem viste gode individuelle kvaliteter. Coronato og Farrell er to af disse og de viste flere prøver på deres kunnen.

Helt fortjent fik USA også udlignet, endda ved en af de andre collegespillere, da 19-årige Cutter Gauthier sendte en maskeret afslutning i kassen fra venstre side, op over gribehandsken hos Larmi.

2. periode stod helt i amerikanernes tegn og finnerne var heldige med ikke at være bagud efter 40 minutters ishockey.

Drømmestarten på 3. periode var lige ved at blive realitet for finnerne. Blot 18 sekunder inde i perioden fik Mikko Rantanen en gigant-mulighed, men Dylan Samberg fik lige forstyrret ham med staven i afslutningsøjeblikket. 

Finland var tydeligt opsatte på at viske den dårlige midterste periode ud. Pasningerne flød bedre og backerne sad tættere i deres markeringer.

Kärpät-backen Atte Ohtamaa havde måske hørt lidt for godt efter, da han sendte Sammy Walker i isen med en interference. Den så umiddelbart grim ud og skulle ses igennem af dommerne, der til sidst nøjedes med en 2-minutters udvisning, som amerikanerne ikke efterfølgende fik straffet.

Det gjorde de dog kort efter, hvor overraskelsen rykkede tættere på. Forvirring omkring finnernes udskiftninger, endte med at Drew O’Connor stod helt fri i slottet. Den 24-årige Pittsburgh-spiller svigtede ikke og satte pucken ind under stokhandsken på Larmi.

Tre minutter senere stemplede en af de store amerikanske stjerner ind i turneringen. På formidabelt forarbejde af Rocco Grimaldi, var der blot tilbage for Alex Tuch at sende gummiskiven i mål til amerikansk føring på 3-1.

Med lige over to minutter tilbage satsede finnerne hele butikken og tog målmanden ud. Efter ikke at have skabt noget som helst i det første minut, gik det galt for hjemmeholdet Alex Tuch kunne som det nemmeste i verden score i det tomme mål og dermed var overraskelsen en realitet.