Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Irriterede danskere efter målfest: Det er vi ikke vanvittigt imponerede over

Ritzau
Morten Poulsen var ikke tilfreds efter kampen
Morten Poulsen var ikke tilfreds efter kampenDanmarks Ishockey Union
Mod Norge kneb det med at score og skabe chancer. Det problem løste ishockeylandsholdet mod Tjekkiet, men så var den til gengæld helt gal i den anden ende.

Danmark tabte onsdagens VM-kamp med de lidt usædvanlige cifre 4-7, selv om danskerne var på omgangshøjde med tjekkerne 3-3 i tredje periode.

"Vi var egentlig i gang med et rigtig godt comeback, men så fik Tjekkiet et heldigt mål til 4-3, og så ved jeg ikke, om vi satsede lidt for hurtigt. Det var, som om deres mål chokerede os. Og så gik det desværre lidt stærkt til sidst", siger forwarden Morten Poulsen.

Også Patrick Russell havde oplevelsen af, at holdet med vold og magt ville svare igen med det samme, da tjekkerne var kommet foran 4-3.

"Det er nogle gange bare menneskeligt at ville frem og score. Vi var bagud 3-4 i en fuldsat arena, og vi ville selvfølgelig gerne ødelægge festen for dem. Og de har bare gode spillere til at gøre det færdigt", konstaterer Patrick Russell.

Fra 11. til 13. minut i tredje periode blafrede nettet tre gange bag Frederik Dichow, der havde svære kår, mens holdkammeraterne kastede alt frem i en vild og tidlig satsning.

"Vi tabte hovedet to gange på kort tid. Det gjorde det alt for let for dem", siger landstræner Mikael Gath.

"Det går hurtigt på isen, og man skal tage hurtige beslutninger. Folk var måske en smule frustrerede over at have lukket et mål ind, netop som vi havde overtaget kampen. Vi ville frem over banen, og det var ingen god beslutning", siger han.

Han kalder første periode for den bedste, hans hold har spillet hidtil i turneringen. I anden periode overtog tjekkerne til gengæld fuldstændig showet.

"Vi kom forkert ind i forsvarszonen, og de er dygtige og fik fart og medgang. Det var hårdt, men vi kæmpede os alligevel tilbage. Derfor var 4-3-målet meget surt at indkassere", siger landstræneren.

Det danske ishockeylandshold bryster sig af at være svært at slå og at være i stand til at gøre næsten alle kampe tætte.

Her lykkedes det at ryste tjekkerne kortvarigt i tredje periode, men det gør ondt på stoltheden, at kampen endte som åbent hus i den danske defensiv.

"Det er selvfølgelig super skuffende. Vi havde planer om at tage point her, og håbet blev jo ikke mindre, som kampen udviklede sig. Men vi står her med 4-7, og det er vi ikke selv vanvittig imponerede over", siger Morten Poulsen.