Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Målslugeren Aagaard hungrer efter første VM-træffer: "Det bedste ved at spille ishockey"

Ritzau
Aagaard mod Østrig.
Aagaard mod Østrig.Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
I VM-kampen mod Østrig tirsdag eftermiddag så man nogle af de kvaliteter, der har gjort Mikkel Aagaard til et kendt ansigt i svensk ishockey.

Han startede ellers som reserve, men da han fra anden periodes start afløste Oscar Fisker Mølgaard, bragte han liv og energi ind i kæden med Niklas Andersen og Felix Scheel.

Sammen med Scheel stod han bag forarbejdet til Andersens vigtige 2-1-scoring, og i tredje periode assisterede han også ved Jesper Jensen Aabo og Matias Lassens fuldtræffere.

Han er kommet til VM efter en kanonsæson med MoDo i Örnsköldsvik, hvor han var stærkt medvirkende til, at den traditionsrige klub rykkede op i den bedste række efter et maratonagtigt oprykningsspil.

"Det har været en lang sæson og et meget langt slutspil, og oprykningen blev fejret godt. Det skal man huske at gøre. Det er en stor ting i svensk ishockey at rykke op i SHL. Ikke mindst for mig, der nu har været i MoDo i tre år. Det var en af grundene til, at jeg flyttede derop - jeg ville gerne være med på den rejse,"siger Mikkel Aagaard.

Den nu 27-årige frederikshavner har altid været en målfarlig mand på klubplan. Men i MoDo er han blevet til en decideret målsluger.

86 mål er det blevet til i løbet af tre sæsoner. Alene i denne sæson scorede han 37 gange - et tal som ingen af de øvrige i den danske VM-trup er i nærheden af.

Derfor falder det også i øjnene, at han efter 22 kampe stadig venter på sin debutscoring i VM-sammenhæng.

Med til historien hører selvfølgelig, at Aagaard på landsholdet ikke spiller i en topkæde og sjældent spiller powerplay. Men han hungrer efter at få slettet nullet i VM-statistikken.

"Det bedste ved at spille ishockey er at lave mål, men jeg har jo stadig mit første VM-mål til gode. Jeg håber, at jeg kan få sat et par stykker ind i år," siger Aagaard.

Hans kædemakker Niklas Andersen lavede mod Østrig sit første VM-mål. Det samme gjorde backen Matias Lassen efter 26 målløse VM-kampe.