Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Patrick Russell er småskuffet trods ny VM-sejr: "Det er en skuffelse"

Ritzau
Patrick Russell ville have haft mere mod Frankrig.
Patrick Russell ville have haft mere mod Frankrig.Lehtikuva/Reuters/Ritzau Scanpix
Matchvindermål i overtid. Anden VM-gevinst på to dage. Nationalsang for fuld udblæsning i arenaen i Tampere.

Men trods 4-3-sejren over Frankrig søndag vil det være synd at sige, at begejstringen er overstrømmende blandt de danske ishockeyspillere.

Naturligvis skal man altid glæde sig over en VM-sejr. Men præstationen i to tredjedele af kampen var et godt stykke på den forkerte side af middel, og trods en 2-0-føring undervejs fik Danmark "kun" to point i stedet for tre.

"Jeg synes, det er en skuffelse, siger Patrick Russell," der lavede det afgørende mål godt halvandet minut inde i overtiden.

"Vi havde muligheden for at tage tre point. Selvfølgelig kan det vise sig sindssygt vigtigt, at vi trods alt vandt i overtid. Men det er en lille skuffelse, fordi vi ikke spillede ikke op til vores bedste. Vi kan meget bedre," siger Russell.

Specielt i anden periode var danskerne på hælene og måtte se Frankrig fuldstændig overtage initiativet i kampen.

"Vi havde problemer med pucken, og i ishockey kan det gå hurtigt. Vi lavede nogle fejl, der blev straffet, og så var det en helt åben kamp igen," siger Patrick Russell.

Også backen Markus Lauridsen har svært ved helt at finde ud af, hvilket ben han skal stå på. Og det er ikke kun, fordi hans humør er farvet af, at han hele tre gange blev sendt til afkøling i straffeboksen.

"Vi tog et vigtigt ekstra point, men det er surt ikke at stå med tre efter at have ført 2-0. Det er lidt blandede bolsjer.  Frankrig spillede bedre i anden periode. Men vi gav dem også lov til for meget og fik ikke rykket spillet op i deres ende. De fik lov at skylle hen over os i det meste af perioden. Der gik vi lidt galt i byen," siger Markus Lauridsen.

De danske spillere kan se frem til en hviledag mandag, inden Østrig venter tirsdag eftermiddag.