De danske ishockeyherrer taber første kamp i traditionsrig turnering
Det blev til et nederlag til de tyske værter, da Danmarks ishockeylandshold torsdag tog hul på turneringen Deutschland Cup. Efter forlænget spilletid tabte Danmark 2-3 til Tyskland. Daniel Schmolz stod for det afgørende mål tre et halvt minut inde i den forlængede spilletid.
Schmolz havde også udlignet til 2-2 lidt over halvvejs inde i anden periode. Inden da havde Danmark eller vendt 0-1 til 2-1 takket være mål af Anders Koch og Nicolai Meyer.
Fire hold deltager i Deutschland Cup. Lørdag og søndag skal Danmark møde Slovakiet og Østrig.
Tilbage i maj spillede Danmark mod Slovakiet, hvor det blev til en afklapsning på 7-1 til Danmark. Desuden har danskerne ikke vundet over slovakkerne siden 2012.
Anderledes jævnbyrdigt tegner det til at blive, når Danmark skal møde Østrig på søndag. Selvom danskerne har tabt de seneste to indbyrdes opgør, så er det to hold, der altid spiller tætte kampe.
Deutschland Cup så første gang dagens lys i 1987 og er kun med tre undtagelser blevet spillet hvert år lige siden. Danmark har dog kun været med en enkelt gang før, i 2007.
Turneringen spilles i Krefeld. Det er Danmarks sidste landskampe i 2022.